Nyhed

P3 Talentpris-vinder Lamin: – Det er fedt, at de svære ting bliver italesat her

Som noget nyt gik den store pengepris på 100.000 kr. ved P3 Guld til P3 Talent-vinderen

Som noget nyt gik den store pengepris på 100.000 kr. ved P3 Guld til P3 Talent-vinderen, ikke vinderen af hovedprisen P3 Prisen. Rapperen Lamin tog prisen hjem ugen efter, at han gik nummer 1 på den officielle albumhitliste med sit andet album, Kronisk skeptisk. GAFFA fangede den glade vinder efterfølgende.

Lidt af en uge for sympatiske Lamin, der i sin takketale særligt fremhævede sin mor, som havde insisteret på at betale for sin egen billet til showet. Trods overrumplede succes husker Lamin sine rødder, og hvor han kommer fra.

– Mange, der er med på pladen og på scenen, er folk jeg har kendt, siden jeg var seks-syv år gammel. Vi har altid lavet musik, tidligere mere som hobby og for sjov. De var med dengang, og selvfølgelig skal de også være med nu.

Er prisen her en kulmination på lang tids hårdt arbejde?

– Både og, der har været mange opture over sommeren, men det her er kæmpe stort. Det er kommet stille og roligt af sig selv og er gradvist bygget op. Det er fantastisk, at jeg har fået så meget respons.

Det er gået hurtigt fremad, men kan succes også blive en sovepude?

– Det føler jeg ikke kommer til at ske. Jeg er den samme, som jeg altid har været, og jeg elsker at lave musik.

Nu så vi, hvad der skete med P3 Pris-vinderen Tobias Rahim i dag, han måtte aflyse sin optræden grundet angstanfald, og du er også kendt for både at italesætte festen og svære ting i livet. Kan du sige lidt om det?

– Ja, jeg tror, at vi alle i forskellige faser af livet går igennem svære perioder, op- og nedture. Og selvom det var fedt med de store sommerkoncerter, var det også tungt og drænende. Det er bare fedt, at de ting bliver italesat på en platform som her. For mig understreger det, at det er ekstremt vigtigt, at jeg har så mange gode folk omkring mig. Det holder mig fast på, hvem jeg er.

En kritik af popkultur er, at den er overfladisk. Er der her et opgør, som du og andre store aktuelle artister er i gang med at tage?

– Ja, måske er vi kommet til en tid, hvor det bliver mere og mere italesat, og så er det bare ekstra vigtigt, at mange bakker op om det.

Hvad er dine planer inden for det næste år?

– Jeg har lige annonceret min tur i 2023, hvor jeg skal spille i ti danske byer, blandt andet Store Vega. Ellers bare mere musik, flere shows og mere af, hvad vi har startet, for det stopper i hvert fald ikke her.

LÆS OGSÅ: P3 Guld-vinderen udeblev på grund af angstanfald

ANNONCE