Inciterende bolchemasse over Odense

Fribytterdrømme, Posten, Odense

Inciterende bolchemasse over Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Det har været en gudesmuk fredag i Odense. Himlen høj, og alle de smukke blade har stået flot optegnet mod den lyseblå himmel. Den fabelagtige maler kaldet Moder Natur har begået endnu et mesterværk. Det lover godt for aftenens koncert, for hvem kan præstere dårligt under de omstændigheder? Selv de fede duer i Kongens Have smiler for sig selv over denne baggrundsstråling.
 
Roxy Jules
Vi er i gang kl. 21. Opvarmningen kommer fra den danske duo Roxy Jules, som dog er angivet som Julie Runas projekt. Valentin Kruses navn findes hverken på hjemmesiden eller Facebook-siden, så hvad han præcist bidrager med, er desværre uklart. Han måtte ellers gerne tage lidt af æren, for duoen har flere lårfede kvaliteter. 
 
Runa og Kruse går på scenen med to guitarer og bakkes op af et elektronisk backtrack af svingende kvalitet og lydstyrke. I starten er bandet ramt af tilbagevendende feed, som sender blikke mod lydpulten. Mens lydmanden kæmper med at få hamret dyret i bund, bliver vi andre ramt af genspejlet fra Runas blanke sorte guitar, der står som en ensom kegle ud i rummet.
 
Med og uden stroppen over skulderen
Der er en bemærkelsesværdig forskel på, hvor godt Runa synger, når hun samtidig skal spille guitar, og når hun ikke skal. Bag guitaren er hendes vokal ofte lav, monoton og næsten søvnig at høre på. Befriet for guitaren bliver hun levende, vrikkende og rammer helt andre toner. Det sidste er klart at foretrække – et synspunkt jeg får bekræftet fra en række samtykkende herrer over den skvulpende tisrende senere. Hashtag harumf.
 
"Og nu vil vi spille (indsæt endnu en sangtitel på syv ord)" siger Runa fra scenen og begiver sig ud i en fræk lille dans, som klæder hende rigtig godt. Det giver også et afbræk – det er jo vigtigt at fylde scenen ud, når man kun er to deroppe, uanset hvor stor lyden er.
 
De sange, hvor hun smider guitaren, er bare et niveau over de øvrige. En sang, som hedder noget med Let the Bridges Burn, har et næsten Atari Teenage Riotsk beat, og det fungerer rigtig godt. Point! På andre melodier bliver beatet lige lo-fi nok, men det er jo snart jul, og måske kan Kruse & Runa ønske sig en trommeslager. Hvis julenissen er nærig, så måske en opgradering på beatsiden. 
 
Fribytterdrengene
Kl. 10 er jeg fri. Fribytterne går på kl. 22 og indtager pladserne, og den fede, lakridsbrune lyd begynder straks at flyde ud af højttalerne, som inciterende bolchemasse i den swimmingpool, der hedder Posten. 
 
Gemt bag sin midterskilning står Lau Pedersen som en anden CV Jørgensen i bar mave, blazer og bare tæer og vrænger sine tvetydige og fortolkningsfrie tekster. Guitarist Tor Amdisen har sin egen fest ude i siden. Han vender det hvide ud af øjnene og orgasmer ud gennem ølskål og brøl til flokken. Hvis resten af musikken stoppede, ville han sikkert fortsætte en halv times tid på egen hånd.
 
Nu får vi også de ægte trommesmæld, som var savnet under opvarmningen, og trommeslageren har endnu ikke sat sig. De starter virkelig stærkt her.
 
Sved, hud og hår / Stop, drop and roll
Fribytterdimserne er kommet langt. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde det andet album, Superego, tilbage i april, og har set frem til denne koncert i et halvt år. For når Fribytterdronerne svømmer ud i 18.09.1986, SeerKosmonauten og Ørken, så sejler vi andre med. 
 
Arme ryger i vejret og hele salen gynger med. Privatfesteren Amdisen hopper ud til os og vrider stregene, mens Lau kampklapper manisk bag garnet. Imens bliver en ølflaske placeret på guitarstrengene på scenen, og keyboardspilleren hopper og ned som en trold i en æske. Min egen stemme, opdager jeg, er også ved at blive hæs.
 
Stjernepulver i dit grin
Fribytterdronerne mestrer både det indre og ydre hav. Midt i koncerten rejser vi ind i De Elysianske Mysterier, hvor vi kan coaste med i Fribytterfætrenes kølvand og måske få rystet sveden ud af bukseletten. 
 
De glatte toner glider som dejlig lun middelhavsvand i ørerne, men da denne svømmer er slut, skal der ske noget nyt: Vi får den elektroniske Søg Det Højeste, som allerede er en rigtig crowdpleaser. Ikke at vi ikke var rasende i forvejen. Selv folk i den bredrøvede bagdel af lokalet har nu mejslet et tungt smil ind i fjæset.
 
Mens Lau og Fribyttercrewet finder ud af, hvad de er for en, så får vi andre rystet ugens opsamlede frustrationer ud af kroppen med denne ind-i-kroppen oplevelse, som er gaven, der bliver ved med at give. 
 
Post-orgasmisk skævlen
I et anfald af opstemt afskedshumør lægger hr. Amdisen guitaren til side og smider sig halvnøgen og helsvedende i mine klistrede arme fra scenen. Der er ikke noget ekstra numre her, gammelfar: Op med lyset, fandme lissom det perfekte eksplosive drivvåde knald, hvor man ligger og damper et øjeblik i de våde lagner og derefter bevæger sig smågrinende direkte til køleskabets nedkølede skylle for at gå ombord i hvidvin, radiser og smøreost til en grovkiks. 
 
– Kommer de ikke ned? spørger jeg med bedende øjne, med henvisning til den heltomme merch bod, som står ensom og forladt i et hjørne. Jeg ville sgu gerne have byttet T-shirt med den frimodige fribytter på guitar.
 
– Inshallah, siger security og trækker grinende på skuldrene. Vi kan bevæge os ud i denne smukke dags lige så smukke nat, hvor månen er 96%.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA