Alt-J : NorthSide, Blue Stage

Alt-J , NorthSide, Blue Stage

Alt-J : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Forrige år væltede regnen ned, da britiske Alt-J stod på NorthSides Blå Scene. Vejret må have taget beklagelig notits og besluttet sig for at vise sig fra sin bedste side, da det var årets første rigtige sommeraften, lunt og blå himmel, der langsomt fortonede sig over i mørket, som omgav Blå Scene denne fredag.

Selvsikkert lagde kvartetten ud med "Hunger of the Pine" fra deres seneste udspil, "This All Yours". Ikke noget med at gemme den som et sikkert es, næh, den fik lov til at sparke en smuk odysse af en koncert i gang. 

Kunne man give bandets lysmand stjerner, fortjente vedkommende utvivlsomt en seks ud af seks. Han var om noget medvirkende til, at de rolige, til tider meditative, og andre gange garage-rockede numre fik den højstemte patos, der går direkte i marven. Det var mildest talt imponerende!

Og der var bund på – god bund hjælper som bekendt på alt. Det rungede på den gode måde uden at forstyrre de sarte poprefræn som for eksempel i "Something Good". Guitarist og forsanger Joe Newman har en blød og behagelig stemme, der aldrig kammer helt over i den rene pop, den føles oprigtig.

Hittet "Left Hand Free" blev leveret uden slinger i valsen. Nogle bands formår at spille præcis, som det lyder på pladeindspilningen, og det bliver tamt. Her formåede Alt-J at tilfredsstille uden at miste gnisten. Det er åbenlyst, at bandets musik kan føles stenet. Det ligger lige for, og grænsen mellem inderlighed og kedsomlighed er fin. Tidligere oplevelser med Alt-J har peget på det sidstnævnte, men ikke i aften, hvor alt gik op i en højere enhed – igen; det lys! Det komplimenterede hele oplevelsen på fornemste vis.

Det var tydeligt, at publikum var med. De interesserede sig og lod sig gribe af musikken, de fordybede sig i den. Det betød ikke, at der var stilstand. En gruppe fyre foran mig skiftedes til at løfte hinanden op på skuldrene, mens de skrålede med på de linjer, de kendte. Andre dansede med hinanden, total bromance. Et andet sted stod Wu Tang Clan-fans og fyrede op for en fed. Kald det en hyggelig sommeraften.

Stemningen nåede et tidligt klimaks på "Every Other Freckle", hvor alle var med, og da "Taro" efterfølgende gik helt ned i frydefuld acapella for kun at gå helt op igen, føltes det som den naturlige lukker.

Sådan blev det dog ikke, for Alt-J havde stadig seks sange i sig. Herfra føltes det lidt som at lege med ilden, for kunne de blive ved med at have folk med sig, blive ved med at dykke ned og komme op?

"Warm Foothills" efterlod en bismag af tvivl til trods for de sepia-agtige farver på scenen, der spillede med aftenrødmen i horisonten. Det ændrede "The Gospel of John Hurt" dog på. Det heftigt grønne lys, de effektive breaks, og en bombastisk outro smækkede på falderebet koncerten endnu et gear op.

Da det gule lys i "Breezeblocks" skar gennem det tidlige nattemørke kunne Alt-Js optræden på dette års NorthSide vist kun beskrives som en højstemt succes. Vi fik fra hele kataloget i langt, spændstigt set, vi fik indlevelse, og vokalharmonierne sad i skabet.

Stenet til tider, men aldrig kedeligt. En yderst vedkommende koncertoplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA