Reportage: Primavera dag 2 – artrock-koryfæer vandt over publikumsfavoritter

Reportage: Primavera dag 2 – artrock-koryfæer vandt over publikumsfavoritter

På trods af en aflysning fra Frank Ocean var andendagen af Barcelonas indiefestival, Primavera Sound, fyldt med lækkerier på musikprogrammet. Fredag var usandsynlig varm med næsten 30 grader, hvilket også er unormalt for Spanien i starten af juni. Så klokken var på den anden side af siesta, da jeg fik slæbt mit blegfede danskerkorpus ud til Parc del Fórum, der er en arkitektonisk perle af en betongigant i Barcelonas havneområde. For autentitetens skyld er et af de første bands, jeg fanger, en spansk favorit; Iosonouncane. Jacopo Incani er egentlig fra Italien, men har åbenbart en stor fanbase i den Catalonske hovedstad. Med yachts på stribe som baggrund, høj sol på himlen og det spejlblanke, blå nordatlantiske ocean til at give en let brise, giver Iosonouncane en aparte musikoplevelse med en blanding af electro, jazz, rock og folket pop. Resultatet er svingende, men bestemt interessant, og Adidas-scenens kuppel gør det godt som vært.

Du skal i Lille Vega næste torsdag

Ved siden af Adidas-scenen ligger Pitchfork, der er sponseret af det amerikanske musikmagasin med samme navn. Lidt over syv går japansk-amerikanske Mitski på scenen iført blomstret kjole, sølvsko og bas. Flankeret af en guitarist, der ligner en af gutterne fra Pavement, og en trommeslager, der minder om Questlove fra The Roots, får publikum en god blanding af den anmelderroste ”Puberty 2” fra sidste år og albummet ”Bury Me At Makeout Creek” fra 2014. Mitskis halvpunkede poprock er emo og melodramatisk og helt fantastisk. Lyrikken kredser om kærlighed, og både vokal og musik er interessant med krumspring og temposkift. Der kan drages paralleller til en kunstner som St. Vincent, hvilket jo ikke er en skidt ting. Gør dig selv en tjeneste og gå ind at oplev Mitski, når hun spiller koncert i Københavns Lille Vega næste torsdag den 15. juni.

Desværre har Primavera valgt at placere The Magnetic Fields i Auditori Rockdelux, der ligger lige udenfor festivalen. På grund af det pakkede program når jeg simpelthen ikke derud, til stor ærgrelse. Og det er netop det, Primavera Sound er kendt for: Et tætpakket program, der både giver sved på panden, ømme fodsåler og missede koncerter, men som også gør, at der ikke er et eneste kedeligt øjeblik. Det kunne en festival som NorthSide lære noget af, hvor man hurtigt får lidt for meget fritid hvis man ikke lige gider høre Thomas Helmig. Den tidlige fredag aften byder på lavtstående sol, smukke mennesker, kolde fadøl og musik, musik og mere musik. R&B-virtuosen Sampha synger sit hjerte ud på Ray Ban-scenen, der er en smuk amfi-scene med usandsynligt god lyd. Især singlen ”Blood On Me” fra debutalbummet ”Process” går rent ind. Udover det bliver det til en smule af de amerikanske indierockere Whitney på Mango-scenen og efterfølgende gavtyven Mac Demarco på samme scene.

CAR-aoke... get it?*

En af Primavera Sounds mange sponsorer er det amerikanske dækfirma Firestone, der har en scene placeret i hjertet af festivalen. Her har upcoming bands mulighed for at optræde, hvilket er Firestones mål: At hjælpe ukendte kunstnere frem i musikbranchen. Sinkane er en af de kunstnere, der optræder på Firestone-scenen. Den sudansk-britiske sanger blander poppen fra sit hjemland med britisk R&B og pop og har sågar aner af funk og jazz med i blandingen. Resultatet er enormt progressivt og interessant, og vidner også om, at Firestone ikke går efter at lefle for laveste fællesnævner, men faktisk tør satse på eksperimenterende acts. Og det hele startede med Harry Firestone, der skabte sit dæk-imperium i år 1900 og i 1928 lavede radioprogrammet The Voice of Firestone, som var enormt banebrydende for dets tid. Derfor kører Firestone videre med at have ”musik i deres DNA”, som de siger, ved at køre Firestone Music Tour for tredje år i træk. Musikturneren tager Firestone til festivaler i England, Tyskland, Polen, Italien, Frankrig og selvfølgelig Spanien. Og faktisk også Danmark, hvor Firestone er repræsenteret til sommerens Grøn Koncert. Et af Firestones festival-gimmicks er deres Car-aoke, hvor man kan synge karaoke i den klassiske VW-bil. Med et godt skud humle i blodet og fulde veninder ved min side prøves der derfor kræfter med folkevognsrugbrødet og ingen andre end Europe og The Final Countdown. Kudos til Firestone for at give mig plads til at opføre mig som en idiot. Og kudos til dem for at støtte lokale og ukendte musiktalenter.

*Denne reportage er sponseret af Firestone.

Magtdemonstration fra artrock-koryfæer

The XX er kendt for Jamie XX’s lækre kompositioner og Romy Madley Crofts engleblide vokal, der går lige ind i hjertekulen. Med hits som ”Angels” og ”On Hold” har The XX skabt sig en monstrøs fanskare, der alle er taget til Barcelona og står foran Heineken-scenen lidt over elleve fredag aften. Og The XX går lige i trusserne, som altid og forventet. Men det bliver også lidt halvkedeligt – måske mest fordi Pitchforkscenen trækker i mig. Jeg giver efter og traver ned i den modsatte ende af festivalen, væk fra publikum-favoritterne The XX og ned til Swans.

Amerikanske Swans blev dannet i 1982 med multiinstrumentalisten Michael Gira som primus motor. Swans er tungt og hårdt og langt fra lettilgængelig musik, med instrumentale sekvenser på over 30 minutter og hundrede millioner ting, der sker på samme tid. Det hele går op i en højere enhed, hvis man lader musikken ind og giver efter. Fredag aften gav jeg mig helt hen til Michael Gira og hans imponerende entourage af musikere. Så vidt jeg kunne tyde, blev der spillet numre fra albumtrilogien "The Seer" fra 2012, "To Be Kind" fra 2014 og "The Glowing Man" fra 2016. Man kan kalde Swans for både artrock, prog-rock, eksperimenterende rock eller noise. I donøt care. Swans er musik i den pureste form, når man slår fra og lader sig opfylde af Giras genistreger. Sublim oplevelse.

Swans suger al energi ud af mig, og natkoncerterne med Run The Jewels, Jamie XX og Flying Lotus bliver erstattet af en taxatur tilbage til hotellet med en taxachauffør, der spiller Springsteen Live for fulde gardiner. Jeg lukker The Boss ude, helt mæt efter en smuk musikaften på den aldrig skuffende Primavera Sound Festival.

Læs med i morgen, hvis du vil læse reportagen fra festivalens sidste dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA