Nyhed

SYD FOR SOLEN 2024: Sampha kommer til København

Den københavnske festival har føjet endnu et internationalt navn til sommerens program

Det er kun en uges tid siden festivalen Syd for Solen annoncerede at André 3000, Jorja Smith med flere til sommerens program. Nu er de så klar med endnu en offentliggørelse. Denne gang er de klar med ét nyt navn: Sampha.

”Vi vil gerne tilføje noget sjælfuldt til torsdagsfesten, og det må man sige Sampha er garanti for. Hans musik er elektronisk, men den er pulserende og sfærisk, og så er han en fuldstændig overlegen vokalist, der komplet overmander publikum, når han står på scenen. Han er en kæmpe publikumsfavorit, der på én gang skaber en både følsom og samtidig medrivende klubstemning,” lyder det fra festivalens talsperson Xenia Grigat en pressemeddelelse. Hun tilføjer:

 ”Vi er slet ikke i tvivl om, at der er mange musikglade Københavnere, der bliver virkelig glade for at Sampha står lige under Fred again… på plakaten.”


Sampha er musiker, sangskriver og producer, og har arbejdet sammen med blandt andre Kanye West, Kendrick Lamar, Robyn, Solange, Beyoncé, Drake og Frank Ocean. Sampha udgav i 2017 sidst første album Process, som fik en femstjernet anmeldelse af GAFFA, som blandt andet lød: ”Virkelig smuk og helstøbt pladedebut fra Sampha.”

Efter en længere ventetid på seks år udgiver han i år sit andet album Lahai. Sidste år interviewede GAFFA Sampha i anledning af udgivelsen af den nye plade. Her spurgte GAFFAs journalist indtil pladens komplekse arrangementer og de udfordringer, de uundgåeligt vil generere senere, når alt skal fremføres live. Hertil svarede Sampha:

”Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde haft det mere i hovedet, da jeg lavede musikken. Men du ved, jeg skal gøre mit bedste, haha! Jeg er alligevel begyndt at se på det i forbindelse med de koncerter, jeg gav i New York og London for nylig, hvor jeg prøvede tingene af live. Det, jeg godt kan lide ved det, er, at sangene tager nye retninger. Uanset om målet er at genskabe produktionen fra pladen eller ej, kan man slippe alt løs, og med lidt held vil publikum være eftergivende over for os, haha!,” sagde Sampha.


Om han tager flere med på scenen til august, er endnu uvist. Sidste gang, GAFFA så Sampha live, var til Roskilde Festival i 2018, hvor der blev kvitteret med fem stjerner. ”De fremmødte i Avalon fik, hvad de kom for, og Sampha fik i Roskildemørket manifesteret, hvorfor han ikke er til at komme uden om med sin karakteristiske og altoverskyggende vokal,” hed det dengang.

Syd for Solen løber af stablen den 8.-10. august i Valbyparken. Sampha er programsat til at skulle spille torsdag. Billetsalget er allerede i gang, og partoutbilletterne koster 2.100 kroner. Det er også muligt at købe billet til enten en eller to dage på festivalen. Mere info om billetterne kan findes her.

SAMPHA-INTERVIEW: "Du er så begejstret for at gøre en drøm til virkelighed, at du bliver nervøs for, at du kommer til at ødelægge det hele"


ANNONCE