Primavera Sound dag 3: Surprise koncert fra hit-trio og Amazing Grace

Primavera Sound dag 3: Surprise koncert fra hit-trio og Amazing Grace

Arkivfoto

Indie-festivalen Primavera Sound i Barcelona sidste dag bød på trætte fødder og masser af søvnunderskud, men også store forventninger til de mange navne, der var på plakaten. Lørdag er normalt også dagen, hvor streetstyle-fotografer fra alverdens modemagasiner og trendspotting-sider gæster festivalen, hvilket bestemt også kom til udtryk i de mange over-the-top og farverige tøjvalg mange af tilskuerne havde valgt i dag.

Jeg tog forholdsvis tidligt hjem fredag, og var derfor allerede ude på festivalpladsen ved middagstid lørdag for at se min første koncert med Pedro Vian, der spillede på Desperado-scenen, der torsdag aften havde været rammerne for aftenens sidste par timer. Samme aften faldt jeg også i snak med den spanske dj, der fortalte mig, han skulle spille lørdag, og at jeg burde komme forbi. Navnet gav også genklang i mit hjerte, og rigtigt nok er han også fast inventar blandt andet på spillestederne Apolo og Moogs plakater, og han spillede også et halvandet times sæt på sidste års Sonar Festival. Koncerten var fin og var en perfekt anledning til at sidde i skyggen med solbriller og en kold reparations-Desperado og samle energi til resten af dagen. Musikken er en blanding af, hvad jeg tror, man vil kalde trance og deep house og varierede lidt mellem at være helt perfekt og en lille smule for hårdt (efter min smag) til en middagskoncert. Måske var jeg dog også stadig lidt for medtaget efter gårsdagens koncerter.

Hjem smuttede vi og tog en siesta og noget mad, inden vi ved 20.30 tiden igen tog tilbage. Næste band på programmet var britiske Metronomy, der gæstede den store Mango-scene kl. 21.25. Jeg havde ikke de høje forventninger til bandet, da det kun var en enkelt sang, jeg kendte fra dem i forvejen. Sættet blev sparket i gang, og med deres disko-lignende elektrolyd med toner fra gamle Nintendo 7bit spil kørte de de første 20 minutter uden nogen afbrydelser, præcis som en dj på en klub. Det er et utroligt alsidigt band, og jeg blev især betaget den karismatiske kvindelige trommeslager, der virkelig gav den gas. Deres vokale harmonier kommer virkelig til udtryk i sange som ”Old Skool” og ”My Heart Rate Rapid”, hvor diskolyden i sidstnævnte igen kommer frem med de Bee Gees-lignende vokaler. Publikumsfavoritter var helt klart ”Love Letters” samt kæmpehittet ”The Bay”, som begge fik folk til at skråle højt med fra første slag på trommen.

Den første halve time af showet var vi meget underholdt, men som sidste halvdel gik i gang, røg meget af luften ud af ballonen, og vi begyndte at kede os lidt. Ikke på grund af musikken, som var fremragende, men nok mere fordi, at Metronomy passer bedre til en festival som Distortion, hvor man kan sidde i græsset og drikke øl, mens man lytter med, end en festival som Primavera Sound, hvor flere tusinder mennesker står samlet og kigger op mod scenen. Men overall var jeg imponeret over deres vokaler og deres lyd. Den perfekte forret til min aften.

Efter forretten kom hovedretten i form af det legendariske queer-ikon Grace Jones. Jeg har aldrig oplevet hende før, men siden hendes legendariske sætning i filmen ”Boomerang” fra 1992 (”no man can turn down this pussy”), har jeg altid været fan. En koncert som Grace Jones er delt op i flere sektioner, så man undgår at det bliver for mast, og vi var heldige at komme i god tid, så vi stod ca. seks meter fra scenen. Da showet går i gang bliver hun ført til midten af scenen dækket af et tæppe, der forsikrer publikum, at Grace Jones er klar til at give os en oplevelse, der rammer alle sanserne. Og rigtigt. Da tæppet falder, ser vi den legendariske Grace, der stort set er nøgen, med kroppen malet i Keith Harring-agtige symboler med en kæmpe maske, der dækker hendes ansigt. Hun starter ud med sangen ”Nightclubbing”, og stemningen for aftenen er lagt.

I de næste 90 minutter keder jeg mig ikke et eneste øjeblik, og jeg kunne skrive en tre siders anmeldese af denne koncert alene. Højdepunkterne var blandt andet ”I’ve Seen That Face Before”, hvor hun med sensuelle tango-trin forførte hele publikum og viste sin utrolig flotte krop frem, der fik os til at undre os over, hvordan den kvinde kan være 70 år. Trods den sparsommelige beklædning gik hun flere gange backstage for at skifte tøj (eller rettere overdådige accessories), som en vaskeægte påklædningsdukke. Hun holdt dog gang i mikrofonen, og en sjov anekdote om, at hun var fra Jamaica og har røget meget Ganja, var indledningen til superhittet ”My Jamaican Guy”, der fik alle til at synge med. Næste overraskede hun os med et forholdsvis nyt nummer, hun kun synger live, ”Shenanigans”, som blev akkompagneret af en mandlig pole-danser med et bagparti, der kunne give Kardashian-klanen kamp for pengene. Hans talenter på den stang var virkelig imponerede og et sjovt islæt til koncerten. Grace viste sin utrolige vokaler frem med sangen ”Williams Blood”, som hun dedikerede til afdøde Prince, og en semi-acapella version af ”Amazing Grace” – en sang, der er så passende på min koncertoplevelse.

Iført den legendariske glitter-hat fra Phillip Treacy tager hun os fra gospel over til rock med ”Love Is the Drug”, inden aftenen kulminerer med kæmpehittet ”Pull Up To My Bumper”, hvor hun i sidste halvdel af sangen sætter sig på skuldrene af en af sine vagter, iført det vildeste headdress jeg længe har set, og bliver ført ned mellem publikum, som storskrigende alle prøver desperat på at få lov til at røre ved den ikoniske superstar. Når vi endelig tror, det ikke kan blive vildere, skyder to kanoner en masse konfetti ud i luften, og telefonerne ryger frem for at fange dette perfekte Instagram-moment. Traditionen tro slutter hun af med hulla hop-ring dansen til hittet ”Slave To The Rhythm”, inden hun bukker og nejer og takker af for aftenen, trods en stor skare af fans, der ihærdigt skriger efter mere de efterfølgende fem minutter. Selvom Grace Jones ikke har noget nyt album på vej, og det stort set er den samme performance, hun giver som de forrige par år, så er det absolut en oplevelse, man ikke kan være foruden, og spillede hun samme sæt i dag, var jeg taget derud igen.

Efter Grace Jones vælger vi simpelthen at droppe Arcade Fire, da vi både er helt udmattede, men også fordi de gik på umiddelbart efter Grace, og menneskemængden er alt for stor. I stedet udnytter vi tiden til at gå rundt og udforske festivalens mange andre lækkerier, som for eksempel de mange food trucks, der gør festivalen ekstra spændende for en foodie som mig. Efter indtagelse af lidt mad og en enkelt øl hopper vi mod Adidas-scenen, hvor queer-punk-bandet Against Me! skal spille kl. 1.25. Jeg kender dem ikke, men da jeg gerne vil opleve nye ting på festivalen, tager jeg imod anbefalingen om at tjekke dem ud. Adidas-scenen er en af de mindre af festivalens 11 scener, hvilket giver en lidt mere intim og hyggelig atmosfære.

Bandets frontfigur er transkønnede Laura Jane Grace, der især har givet dem en stor queer fanbase, og publikummet var også det mest alsidige, jeg endnu havde set til festivalen – et sted hvor din kønsidentitet eller seksuelle præference ikke spiller nogen rolle, et sted hvor der er plads til alle, der bare gerne vil høre musik – dejligt! (Det skal også lige nævnes at Barcelona og Primavera Sound generelt er meget tolerante steder, og jeg næsten så flere par af samme køn stå og kysse under festivalens mange koncerter end par af modsatte køn).

Against Me! var udmærket, og jeg kunne mærke, at de havde en god skare af trofaste fans. Musikken lyder som en lidt hårdere udgave af Blink 182, inden de blev for kommercielle, og trods at de har udgivet seks albums, synes jeg stadig, de befinder sig i puppe-fasen og mangler at modne lidt mere, inden de for alvor kan fylde de store stadier ud. Sange om kønsidentitet og selvaccept som ”Unconditional Love” og ”Delicate, Petite & Other Things I’ll Never Be” var favoritterne, der virkelig fik crowden i gang, og forhåbentligt hjælper mange unge mennesker, der kæmper med selvsamme problemer til at vide, at det er helt okay at være anderledes.

I år havde Primavera Indført et nyt koncept, de kaldte Unexpected Primavera, der var seks hemmelige koncerter, der først ville blive offentliggjort en time inden start. I torsdags var det Arcade Fire, der gav en hemmelig ekstra intim-koncert på festivalens mindste scene, mens Mogwai var fredagens surprise-koncert. Jeg havde allerede torsdag hørt rygter om, at lørdagens hemmelige koncert ville være den amerikanske pige-trio Haim, og efter vi i bedste Sherlock Holmes-stil fandt ud af, at pigerne var i Barcelona fredag, gennem deres Instagram, kunne vi godt lægge to og to sammen. Ærgerligt var det, at selvsamme kilde som afslørede Haim i torsdags, også sagde at de først ville gå på kl. 3 om natten, selvom vi først havde hørt kl. 20.30, hvilket jeg, trods kaffe og Redbull, ikke kunne holde mig vågen til desværre. Et par af mine venner blev der dog og fortalte, at Haim som altid leverede et fantastisk show på den store Ray-Ban-scene. Jeg synes dog stadig konceptet med ”hidden surprises” er et fint indspark til en fantastisk festival.

De to ting, der irriterede mig mest ved festivalen var dog, at der åbenbart i år var et rekordstort antal britiske turister, der virkelig var larmende og kastede med ølglas og teede sig i bedste hooligan-style. En tendens, mine venner, der har gæstet festivalen de sidste 10 år, siger er overraskede nyt i år. Derudover er festivalen MEGET stor, og hvis du går fra den ene ende af festivalen fra Heineken-scenen til den anden ende, hvor Desperado-scenen er, er der over to kilometer. Så efter tre dage med frisk trasken er man desværre helt udmattet på sidste dag. Overall var Primavera Sound 2017 en festival med diverse kunstnere, lækkert vejr og generelt en lækkert crowd af festlige mennesker. Festivalen fortsætter søndag med nogle off-Primavera-fester i Barcelonas centrum, men for undertegnede står den på velfortjent søvn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA