Nyhed

Ny sensommerfestival i København

GAFFA.dk - alt om musik

Den nye festival Common Ground Festival finder sted fra den 12. til den 14. august.

Common Ground Festival er navnet på den nye festival, der rammer KPH Volume på Enghavevej denne sensommer. Festivalen arrangeres af All Things Live, og konceptet er at bringe internationale navne på tværs af genre til Danmark.

Musikprogrammet indeholder i skrivende stund genrer fra punk og grime over psych til hyperpop.


Fredag den 12. august spiller det amerikanske punkrock-band Parquet Courts deres første koncert i Danmark siden 2019. De får selskab af den engelske rapper CASISDEAD og soulsanger Berwyn, som endvidere er indehaver af en NME Award.

Common Ground Festival inviterer også til indiepop om lørdagen med Metronomy (billedet), som for nylig har udgivet deres syvende album, Small World. Pop-singer-songwriter Dorian Electra optræder samme dag, efterfulgt af post-disco-artist Donny Benét.

På sidstedagen den 14. august rammer det tyrkiske psychpop-ensemble Altin Gün Common Ground Festival. De spillede sidst i Danmark i fjor på Bremen Teater, hvilken blev udsolgt, samt på Train. Tess Parks, canadisk psychrock singer-songwriter, optræder også om søndagen, skarpt efterfulgt af Pink Siifu, som leverer en blanding af af punk, hiphop og r&b.


En ny måde at præsentere musikken på

En af festivalens promotere, Liam Carroll, udtaler, at festivalen repræsenterer kunstnerne anderledes end sædvanlig.

“En af de ting, jeg er mest begejstret for ved projektet er, at man normalt ser den her type headlinere på meget større spillesteder eller meget større festivalscener. At præsentere musikken på den her måde, vil gøre oplevelsen helt speciel for både publikum og artister”, udtaler Carroll.


Promoter Kasper Boldt udtaler endvidere, at festivalens placering har været et ønske siden dag et.

“Vi har siden dag ét ønsket os post-industrial-omgivelser, som var lidt væk fra centrum. Da vi besluttede os for, at festivalen skulle afholdes på et spillested, vidste vi med det samme, at KPH Volume ville kunne give os lige netop dette”.

LÆS OGSÅ: Hæderlig punket energi på småtrist torsdag


Common Ground Festival 2022 løber af stablen fra den 12. til og med den 14. august. Der vil være endagsbilletter og partoutbilletter. Programmets udvidelser kan følges på festivalens hjemmeside.

Billetsalget til festivalen starter torsdag den 31. marts. Salget foregår via commongroundfestival.dk, allthingslive.dk og ticketmaster.dk

Varm op med en liveoptagelse med Parquet Courts:


ANNONCE