PLAYLISTE: Stærke nye sange til din weekend

PLAYLISTE: Stærke nye sange til din weekend

Fredag er store udgivelsesdag i musikverdenen – musikerne har kreeret, og vi har brygget en playliste sammen med vores favoritter. Læs om ugens nye singler og hør dem nederst i artiklen på vores playliste “Ugens Bedste Sange”, som du kan følge på Spotify.

Patrick Dorgan: Vito
Anden single fra EP’en Coming Home, der også udkommer i dag, har lige så stort potientiale som den første single af samme navn. Det er gået op og ned karrieremæssigt for Dorgan, men med det nye udspil går det kun én vej, og det er opad. Sangen handler om at være væk fra sønnen Vito.

Nicklas Sahl: New Eyes
Det er anden single fra et ungt talent, der har en masse medvind i ryggen fra sin debutsingle “Hero”. Han kan opleves på alverdens danske scener resten af året, og hans første ep er også på trapperne.

Hugo Helmig: Wild
Helmig junior har ramt kernen i musikverdenen med raketfart, og den nye single kommer efter stor succes både i ind- og udland. Med successen følger en sød single, der handler om at bibeholde et forhold, samtidig med at man netop er på farten, og må efterlade nogen derhjemme.

LÆS OGSÅ: Nightwish tilbage til Danmark efter Copenhell

K-phax: Punk
Det er den femte single fra K-phax, som man kunne opleve live på årets Spot Festival i Aarhus. Han er ikke en rapper og han føler sig som en outsider - en tematik der bliver tacklet på forskellig vis i musikken. Han har senest haft succes med nummeret “Matrix”, som han har lavet sammen med Kops.

Fribytterdrømme: Egodød
Sekstetten leverer deres anden single i år, der følger op succesen Superego fra 2017Og ja, der er noget med navnet - den nye single tager nemlig Fribytterdrømme i en ny retning, der står i stærk kontrast til albummet. Det er den danske producerlegende Rune Rask, der har været inde over nummeret.

Florence + the Machine: Big God
At hver eneste nye single fra gruppen i år har fået en plads på playlisten er meget sigende. Det er rørende og vigtige emner i sjælefuld musik, der rammer plet hver gang. Vi glæder os fortsat meget til det nye album High As Hope, der kommer på gaden i næste uge.

LÆS OGSÅ: Se Roskilde-aktuelle Saveus i intim livesession

Hennedub ft. Kesi & Skinz: Umage
Produceren fortsætter med at projektere sit navn ud som soloartist, nu i samarbejde med de danske favoritnavne Kesi og Skinz. Genkendelige lyde fra alle tre kunstnere samles i et bud på et solidt sommerhit.

Skepta, WizKid: Energy (Star Far Away)
Den engelske musiker har stor succes med sin rap i hjemlandet. Han gæstede Roskilde Festival i 2015, og er i år aktuel på flere internationale festivaler. Han har på nummeret her allieret sig med den nigerianske sanger WizKid, der har samarbejdet med store navne som Drake og Chris Brown på sit album Sounds from the Other Side fra sidste år.

Years & Years: Palo Santo
Så landede singlen med samme titel som det kommende album Palo Santo. Tredje single, første ballade, og Olly Alexander og co. leverer fortsat høj kvalitet. Endnu et album vi glæder os til - og så kan bandet opleves på dansk jord den 28. januar 2019.

LÆS OGSÅ: PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu!


6LACK: Switch
Amerikaneren er aktuel på årets Roskilde Festival, og nu ude og med et flot, nyt hiphop-track. Hans popularitet har været enorm i 2017, og i starten af dette år skulle han også have givet sin første danske koncert, der desværre blev aflyst.

Tom Walker: My Way
Storspået af GAFFA til at få sit gennembrud i år, hvor en fuldlængdedebut også skulle være på vej. Den skotske singer-songwriter indeholder en legesyg tilgang til musikkens genrer. På den nye single dominerer særligt hans stærke og dybe vokal.

Lightwave Empire: Too Close to the Sun
De debuterede i 2016, og det nye nummer handler om kærlighed og menneskelig varme. Bandet udgiver deres længeventede debutalbum Heart of Noise den 7. september, og giver i forlængelse heraf koncert i både Aarhus og København. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA