Nyhed

Videokavalkade: Janet Jackson fylder 50 år

GAFFA fejrer Janet Jackson med 10 af hendes bedste musikvideoer

Janet Jackson blev født på denne dag i 1966 og fylder derfor 50 år. Det fejrer GAFFA ved at kigge tilbage på hendes lange musikkarriere og vælge 10 af hendes bedste musikvideoer. Se dem her forneden.

Født Janet Damita Jo Jackson, den yngste af Jackson-børnene, med Michael til storebror, forsøgte hun sig i begyndelsen som skuespiller. Hun medvirkede blandt andet i de amerikanske tv-serier Good Times og Fame.

I 1982 blev hun signet af A&M Records, og herefter tog hendes musikkarriere for alvor fart. Ved udgivelsen af sit tredje album "Control" (1986) kunne Jackson kalde sig et pop-ikon. Hun skiftede A&M Records ud med Virgin Records i 1991, da de tilbød en rekordsættende multi-million-kontrakt. Hendes første album på det nye label, "Janet", så hende udvikle sit offentlige image som sexsymbol.

Janet Jackson er rangeret som en af verdens bedstsælgende musikere med et salg på 160 millioner album. Recording Industry Association of America (RIAA) har hende på en 11. plads over bedstsælgende kvindelige kunstnere i USA med et salg på 26 millioner album. I 2008 placerede Billboard magazine hende på 7. pladsen over Hot 100 All-Time Top Artists.


Janet Jackson valgte tidligere i år at udsætte sin verdensturné "Unbreakable", der også skulle have haft hende forbi Danmark, fordi hun er gravid.

 

That's The Way Love Goes (1993)

Ja, det er en ung Jennifer Lopez, der spiller med i musikvideoen, før hun selv fik gang i musikkarrieren for alvor.


Janet Jackson - That's the Way Love Goes [1993... by OldschooloveGermany


Rhythm Nation (1989)


Filmet i sort/hvid, militærkoregrafi, utvivlsomt en af Jacksons mest kendte videoer, og måske det øjeblik, hvor hun gik fra popsangerinde til pop-ikon.




What Have You Done For Me Lately (1986)

Før vi havde Beyoncés "Irreplaceable", havde vi Jacksons "What Have You Done For Me Lately". En slagkraftig sang til kvinder, hvis mænd tager dem for givet.




Nasty (1986)

"No my first name ain’t baby / It’s Janet, Ms. Jackson if you’re nasty." Attituden er på plads i en video, hvor Jackson viser sit dansetalent.




The Pleasure Principle (1987)

Janet Jackson har som regel mange dansere med i sine videoer, men "The Pleasure Principle" adskiller sig ved, at hun danser alene i et tomt varehus. Hendes bevægelser er utvivlsomt blevet mimet af mange piger foran deres badeværelsesspejle.




Escapade (1990)

Denne musikvideo foregår under en Mardi Gras-lignende fest. Stemningen og atmosfæren er sjov og afslappet, hvad man også tydeligt kan aflæse på den storsmilende Jacksons ansigt.




When I Think Of You (1986)

Her kan vi tale om en ordentlig fest. Den eneste i byen, der ikke bryder sig om at feste, er en gammel brokkende mand, og han bliver selvfølgelig arresteret af politiet.




If (1993)

Der bliver skruet op for varmen på "If" med et sexet beat.




Control (1986)

Janet Jacksons sange har en tendens til at blive soundtrack for folk. Frihedshungrende teenagers og unge voksne har sikkert skruet godt op for ghettoblasteren i 1986 og følt sig på bølgelængde med Jacksons "Control".

 


Scream (1995)

Michael OG Janet Jackson? Sammen? Forventningerne til sådan et samarbejde var episke, og det var musikken og den tilhørende musikvideo heldigvis også.

ANNONCE