Nyhed

Video: Ryan Adams nupper atter fra Oasis' bagkatalog

Ikke bare har singer-songwriteren Noel Gallagher til at åbne for sig – han spiller også frit fra mandens bagkatalog

Det er 15 år siden, at Ryan Adams for første gang optrådte med sit cover af Oasis' "Wonderwall", og nu overgår han nærmest sig selv. I Pittsburgh havde han ikke kun selveste Noel Gallagher til at åbne for sig, han spillede også to nye Oasis-covers; "Morning Glory" og "Supersonic". Det skriver Rolling Stone Magazine. Du kan se videoklip her forneden.

Adams' cover af "Wonderwall" er at finde på hans roste ep "Love Is Hell, Pt. 1" fra 2003, og den blev en stor succes for singer-songwriteren. Gallagher har senere sagt i interviews, at han synes, at Adams' version er bedre end Oasis' original. "Jeg synes, at han er den eneste, der har forstået den sang rigtigt," sagde Gallagher i 2008, hvor han også indrømmede, at han ville ønske, at Oasis kunne spille Adams' version: "Men foran 60.000 Oasis-fans ville det bare ikke være muligt."

Adams optrådte med sit backing band, The Shining, og det er andet show, han har spillet med Gallagher i denne måned. Stereogum rapporterer, at Adams aldrig har spillet de to Oasis-covers med The Shining, men dog har sunget "Morning Glory" med Gallagher i London i 2002. Han forholder sig tro til originalerne i Pittsburgh og toner dem ikke ned, som han ellers gjorde med "Wonderwall".

Liam Gallagher, der for tiden har fået for vane at mobbe sin storebror på de social medier ved at kalde ham Potato (kartoffel, red.), responderede på Adams' covers på Twitter. "Har lige set Ryan Adams versioner af morning glory og supersonic du godeste jeg tør vædde på KARTOFFEL var betaget hæng i nej dette vil alt snart være ovre LG, ("Just seen Ryan Adams versions of morning glory and supersonic oh dear I bet POTATO was mesmerized hold on no this will all soon be over LG,")" skrev han i en senere slettet tweet.


Sidste år genindspillede Ryan Adams hele Taylor Swifts hitalbum "1989" i sine egne versioner. Albummet blev vel modtaget af Swift – og resten af verden – nogle vil endda hævde, at Adams' var det bedste af de to. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez kvitterede med fem stjerner og skrev: "Der er noget paradoksalt ved, at en så dygtig sangsmed som Adams leverer så vellykket et udspil med sange fra en anden kunstner, men også noget modigt over, at det netop er det bedst sælgende album fra sidste år, der tages under – endog yderst kærlig – behandling, men selvfølgelig, hvis sangene er velskrevne (og det er de) og udøveren er tilpas dygtig (og det er han), hvorfor skulle det så ikke blive godt?"

Se Ryan Adams spille "Morning Glory" og "Supersonic" her:



ANNONCE