Nyhed

Lyt og se video: Kate Bush fortæller om Prince og fremtidige musikplaner i nyt interview

Den legendariske sanger og sangskriver er snart aktuel med livealbummet "Before the Dawn", som er optaget under koncertrækken fra 2014.

I 2014 spillede den ikoniske sangerinde og sangskriver Kate Bush 22 udsolgte koncerter i London, og den 25. november udgiver hun livealbummet "Before the Dawn", som blev optaget under koncertrækken. I et nyligt interview med BBC Radio 6 Music har den britiske sangerinde fortalt om blandt andet forholdet til Prince og sine fremtidige musikplaner.

Da Kate Bush i 2014 optrådte for første gang i 35 år, kom det som en glædelig overraskelse for mange. Om beslutningen fortæller hun:

"Jeg havde lavet to album hurtigt efter hinanden, og jeg havde lyst til at lave noget anderledes. Jeg ville lave noget andet end at sidde i et studie og indspille et album. Det føltes som det rette tidspunkt at gøre det på."


I forhold til om hun vil turnere igen og udgive nyt materiale, fortæller Bush:

"Det, der er med det show (2014-koncertrækken, red.), er at meget af materialet – det meste af materialet – allerede var skrevet. Og at starte sådan noget fra bunden er et helt andet arbejde, er det ikke? Det var en ekstraordinær ting at være involveret i, særligt når vi fik den respons, vi nu fik. Det var fantastisk for alle involverede at få sådan en positiv følelse hver aften. Det var virkelig magisk. Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg vil lave som det næste. Jeg vil helst bestemt lave noget. Jeg vil bare gerne lavet noget nyt. Jeg har arbejdet med dette projekt i lang tid."

Hun fortæller yderligere, at hun på nuværende tidspunkt ikke er i gang med at skrive ny musik, men at livealbummet bestemt ikke er hendes sidste materiale. Det er ikke et "punktum", men derimod et stort "komma". 


I interviewet bliver Kate Bush spurgt ind til forholdet til det afdøde musikikon Prince, som hun samarbejde med på sit syvende album "The Red Shoes" fra 1993.

"Han var bedårende. Han var virkelig legesyg og virkelig sød. Sikke en talentfuld mand, sikke en kunstner. Jeg synes, det er et forfærdeligt tab, at han skulle dø i så ung en alder, det er frygtelig trist. Han var så produktiv! Han plejede at få mig til at grine, fordi mens jeg arbejdede på ét album, så nåede han at give to verdensturnéer, lave et par album, en film…", fortæller Kate Bush.

I kølvandet på Princes dødfald i april, udtalte sangerinden sig i en pressemeddelelse, som blev offentliggjort på hendes officielle hjemmeside, hvor hun hyldede den afdøde stjerne. I det nye interview understreger hun dog, at der ikke eksisterer upubliceret materiale, som de to har indspillet sammen.


Kate Bush debuterede i 1978 med singlen "Wuthering Heights" og albummet "The Kick Inside", der begge blev kæmpehits. Til dato har hun udgivet 10 studiealbum, senest "50 Words for Snow" i 2011. Ved den lejlighed gav hun et af sine sjældne interviews til GAFFA, hvor hun blandt andet talte om, hvorfor hun stort set aldrig optrådte live. Læs hele interviewet her.

Det kommende livealbum "Before the Dawn" vil bestå af tre dele. Første del udgøres af syv sange, herunder "Hounds of Love" og "Running Up That Hill". Anden del vil indeholde hele side 2 af "Hounds Of Love" fra 1985, nemlig sangcyklussen "The Ninth Wave" og det nyskrevne spoken-word-nummer "The Astronomer's Call". Tredje del kommer til at bestå af anden del af Kate Bushs 2005-dobbeltalbum "Aerial", også kendt som "A Sky Of Honey".

GAFFA anmeldte premieren ved koncertrækken i Eventim Apollo i London 26. august 2014. Her blev det til de maksimale seks stjerner under overskriften Legendens første koncert i 35 år var endnu smukkere og mere spektakulær, end man turde håbe på.


Herunder kan du se videoen til singlen "And Dream of Sheep" fra det kommende album. Sangen var at finde på 1985-albummet "Hounds of Love", og videokonceptet kunne opleves til livekoncerterne i 2014.

 


ANNONCE