Nyhed

Woody Allen til Copenhagen Jazz Festival

Den evige neurotiker spiller New Orleans-jazz

Den produktive filmskaber Woody Allen er inde i sit niende årti på Jorden og gæster nu Copenhagen Jazz Festival d. 10. juli i Amager Bio, hvor han giver opvisning på klarinet. Allen har optrådt på klarinet siden engang i 60'erne og har endda taget halvdelen af sit kunstnernavn fra klarinettisten Woody Herman (1913-1987).

Chefdirigent denne aften er Eddy Davis, som foruden sit faste samarbejde med Allen har spillet med Tom Waits, Benny Goodman og de oprindelige Dukes of Dixieland, foruden en masse andre. Davis har desuden lavet musik til Allens film Celebrity (1998) og Midnight In Paris (2011). Davis startede oprindeligt på trommer, men har bevæget sig igennem en række instrumenter og er mest kendt for sine evner på en banjo.

Orkestret har i mange år specialiseret sig i New Orleans jazz fra det tidlige tyvende århundrede, og der er ingen sætliste, så ingen andre end Allen og Davis ved, hvad næste nummer bliver. Orkestrets første tour i Europa var i 1996, og kan opleves i dokumentaren Wild Man Blues.


Woody Allen er bedst kendt som filminstruktør med over 40 film i bagagen og har høstet fire Oscars for sit arbejde. "Annie Hall" (1977) fremhæves ofte som Allens mesterværk.

ANNONCE