GAFFA.dk - Alt om musik
I dag er det 10 år siden, at Radioheads ikoniske album In Rainbows ramte hylderne. En bedrift, som skabte anledning til både inderlig begejstring og bekymrede ramaskrig verden over – helt atypisk kunne man nemlig selv bestemme, hvor meget man ville betale for herligheden.
Thom Yorke og resten af hovederne i Radiohead synes at have det bedst med at gå deres egne veje. Efter fire års frustrerende ventetid på et nyt Radiohead-album var det da også ekstra kærkomment, da Radiohead tilbage i 2007 udkom med deres syvende studiealbum In Rainbows – og lynhurtigt gik det, for allerede ti dage efter albummets annoncering lå det klar til at downloade direkte og digitalt. Gennem bandets hjemmeside kunne man således enten indtaste en valgfri pris for herligheden eller blot downloade den gratis – eller købe deluxeudgaven i bokssæt på dobbelt-vinyl og dobbelt-cd med bonusnumre for cirka 400 kroner. Alt dette kunne lade sig gøre, da bandet kort forinden havde afsluttet deres kontrakt med pladeselskabet EMI.
Med den famøse og digitaliserede distribution af albummet lykkedes det i den grad at agere rebelsk foregangsfigur for et opsigtsvækkende og gennemslagskraftigt format. Radiohead blev dermed forløbere for cd'ens styrtdykkende salgstal og den øgede interesse for (delvis) gratis onlinetjenester som eksempelvis Spotify (iTunes var allerede populært på udgivelsestidspunktet), en tjeneste, som de dog har været meget kritiske over for, da de ikke mener, kunstnerne får en passende betaling for deres musik. Samtidig var de forløbere for alternative udgivelsesmåder, noget som er blevet videreført af blandt andre L.O.C., der udgav et gratis album via TDC's hjemmeside, og U2, som udsendte et album automatisk til samtlige verdens iTunes-brugere. Med et udgivelsesvarsel på kun 10 dage – noget ganske usædvanligt i 2007 – foregreb Radiohead også idéen om et "overraskelses-album", noget som senere blev videreført af blandt andre Beyoncé, der i 2013 udgav et album helt uden varsel.
Samtidig med, at mange var begejstrede for Radioheads opgør med de kommercielle normer, pegede flere også på, at de måske havde foregrebet pladebranchens død. Til NME sagde Adam Benzine fra musikindustri-websiden Music Week, at Radioheads beslutning om at forære albummet væk ville ændre en masse i branchen: “Albummet vil revolutionere den måde, folk opfatter musik på. Det har allerede tvunget folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget musik egentlig er værd."
Pladebranchens Titanic?
Ligeledes berettede Henrik Marstal, musiker, forfatter og ph.d. i musikvidenskab til GAFFA: “Da jeg først hørte om lanceringen, tænkte jeg, at dette ligner én af de vigtigste enkeltstående begivenheder i musikindustrien siden internettets fremkomst. En slags pladebranchens Titanic, men bare med endnu færre redningsbåde”.
Han fortsatte: "Milloner af lyttere og udøvende er nu blevet inspireret til at indse, hvor tydeligt et symbol cd'en er blevet på en forældet teknologiopfattelse og en urimeligt høj bytteværdi. Nu er det i kraft af en ændret forbrugermentalitet og en teknologisk udvikling endelig blevet muligt for Radiohead at sige "fuck off" til en pladebranche, hvis dagsordener står i grel kontrast til den omstændighed, at god musik altid vedrører og angår alle og derfor ikke nødvendigvis behøver have en nogen varekarakter."
Jesper Bay, der på daværende tidspunkt var marketingchef for den danske afdeling af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, var ikke enig. Til GAFFA udtalte han:
"Der er jo ikke noget revolutionerende i at forære musik væk i et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring en ny udgivelse og så sælge musikken i form af cd'er eller andre associerede produkter som koncertbilletter og merchandise. Det har pladeselskaber gjort i 100 år. Der er heller ikke noget nyt i, at et band vælger at udgive sin plade selv. Det har både små og store kunstnere gjort siden 1960'erne – enten fordi ingen ville udgive deres musik, eller fordi de kunne tjene flere penge på den måde."
Henrik Marstal og Jesper Bay var også uenige om pladeselskabernes fremtid, hvis alle gjorde som Radiohead. Henrik Marstal udtalte:
"Det mest etablerede del lukker og slukker og genåbner muligvis som en slags agenturer, der laver markedsføring for de artister, de får som kunder. Samtidig vil den forsøge at kæmpe sig ind på andre områder af musiklivet som eksempelvis live-booking."
Jesper Bay var mere optimistisk på pladebranchens vegne:
"Jeg ser fortsat mange muligheder for, at pladeselskaber kan spille en betydningsfuld rolle på markedet, men vi skal naturligvis have noget at byde på i forhold til kunstnerne, så "gør-det-selv" ikke bliver en mere attraktiv løsning for dem. Der er allerede store forandringer i gang på mange selskaber, så de ydelser og samarbejdsformer, producenterne tilbyder kunstnerne, bedre matcher behovene."
Her 10 år efter kan det konstateres, at begge parter fik ret. De store pladeselskaber lever stadig og har det godt, men tjener primært penge på musikstreaming, og en del selskaber arbejder også med musikbooking. Cd-salget har til gengæld været i frit fald, mens vinylsalget har oplevet en markant stigning, dog ikke nær så stort, at det har kunnet opveje det faldende cd-salg – man fik i øvrigt også en vinyl med, hvis man købte boksudgaven af Radioheads In Rainbows. Mange kunstnere udgiver selv musik, men flertallet af de helt store navne er stadig tilknyttet et pladeselskab, som hjælper med finansiering, promovering og markedsføring af musikken.
Idéen med "betal, hvad du vil" har ikke slået bredt igennem i musikbranchen, men kan ses som en forløber for crowdfunding, som til gengæld er blevet vidt udbredt. Her er fans på forhånd med til at finansiere en udgivelse ved donationer, ofte af valgfri størrelse. En af de første kunstnere, der gjorde brug af dette, var den amerikanske sangerinde og sangskriver Jill Sobule, der crowdfundede albummet California Years i 2008.
LÆS OGSÅ: Hvad vil I give for, at jeg laver en ny plade?
Skrev kontrakt med traditionelt selskab
I øvrigt skrev Radiohead kort efter udgivelsen af In Rainbows kontrakt med et traditionelt selskab, XL Recordings, som genudsendte In Rainbows og har udgivet alle gruppens efterfølgende album på traditionel vis, om end In Rainbows' efterfølger, The King of Limbs fra 2011, kortvarigt kunne købes via gruppens hjemmeside som download for 6 pund eller i en såkaldt "Newspaper Edition" på dobbelt-vinyl og cd samt en avis (!) for 30 pund. Ifølge Wired Magazine betalte folk i gennemsnit seks dollars (38 kroner efter dagens kurs) for den digitale udgave af albummet, og ifølge NME solgte bandet cirka tre milloner af de forskellige udgaver af albummet, som de tjente fire millioner pund (cirka 3,3 millioner kroner) på.
Til trods for at albummets lynhurtige distribution uden pladeselskabsindblanding og det faktum, at man ikke behøvede at betale for noget (på nær hvis man ønskede at eje deluxe-udgaven med to cd’er og lp’er, otte bonussange og stor booklet) skrev sig ind i musikhistorien, så var In Rainbows også en musikalsk bedrift af dimensioner. Med numre som blandt andre “Wierd Fishes/Arpeggi”, “House of Cards” "Jigsaw Falling into Place" og “Reckoner” er det en ikonisk bedrift, som stadig giver genlyd verden over. Ligeledes berettede GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen da også:
“Hvor det forrige album Hail To The Thief blev indledt med lyden af stikket, der blev plugget tilbage i den elektriske guitar, lægges der denne gang ud med et tungt elektronisk knitrende beat i sangen 15 Step[...]. På størstedelen af albummets resterende otte numre har Oxford-kvintetten skruet ned for tempoet for at levere de obligatoriske lavmælte ballader med den hårrejsende smukt syngende Yorke, der minder én om, at man altså godt kan lave inderlig rock uden at lyde som sengevædere.”
Lyt til henholdsvis "House of Cards", "Jigsaw Falling into Place" og "Reckoner" herunder.
