GAFFA.dk - Alt om musik
James Corden er en populær mand, og ligeledes er hans musikalske indslag “Carpool Karaoke” i talkshowet The Late Late show with James Corden. I gårsdagens afsnit var det en velsyngende og tungerækkende Miley Cyrus, som gæstede bilfesten.
“Hvad er din største udfordring i forhold til, hvor du var til WMA (World Music Awards 2013, red.) og hvor du er i dag,” spørger James Corden, hvortil Miley svarer:
“Jeg tror, at min optræden til twerking-Robin-Thick-WMA skabte den aktivist, som jeg er nu. Det er bare gået op for mig efterfølgende, at hvis der er så mange mennesker, som taler om, hvad jeg gør, så burde jeg vende det til noget godt - noget som kan ændre folks liv. I stedet for blot at være en kontroversiel samtale, et sjovt halloween-kostume. Dengang havde jeg ligesom brug for at træde ud ad Hannah Montana-rollen. Nu elsker jeg, at Hannah er en del af mig. Jeg tillader barndommen at skinne igennem og prøver ikke længere at løbe væk fra den. Alle bør omfavne den de er og den, de har været.”
Efter Mileys intense tale svarer James: “... og jeg som troede, at du blot var stoppet med at ryge hash.”
Som altid er der skruet helt op for underholdningsværdien og med velklingende og til tider velharmoniserede hits som “We Can’t Stop”, “The Climb”, “Party in the USA”, “Younger Now”, “Wrecking Ball” og “Malibu” får den fuld smadder på forsædet.
Miley har været på noget af en professionel og personlig rejse de seneste par år, og hendes nuværende ro klæder hende umiddelbart ganske godt. Miley er datter af "Achy Breaky Heart"-Billy Ray og blev således i en tidlig alder fortrolig med det mediecirkus, der omringede faderens berømmelse.
Efter en årrække som teenage-stjerne kom der helt andre og tiltagende mere aggressive boller på suppen, da Miley som 15-årig fik taget nogle billeder for Vanity Fair – topløs og kun iført et lagen. Det skabte stor furore, og det samme gjorde episoden året efter, hvor hun poledancede på en isvogn under sin fremførelse af "Party in the USA" ved Teen Choice Awards.
Det efterfølgende år tjente en paparazzi-fotograf kassen på at sælge billeder til sladderbladene af en 17-årig og øldrikkende Cyrus – og endnu mere kontroversielt blev det en måned senere, da TMZ postede en video, hvor hun tog sig et hvæs af en bong.
Man kan mene, hvad man vil om Miley Cyrus, men hun formår i sandhed kontinuerligt at være både innovativ, stilsættende og samtidig bevare en vis form for integritet som både kunster og menneske.
Tilbage i 2013 udtalte Christian Have, brandingekspert og direktør for Have Kommunikation, til GAFFA:
"Set udefra er det en meget effektiv måde at sætte fokus på sig selv på. Det virker meget strategisk, og jeg ser det ikke som impulsive handlinger, men tværtimod som noget meget veltilrettelagt. Hendes timing har været helt perfekt. Jeg synes, man kan trække en parallel til en ung Madonna, som også fantastisk dygtigt læste, hvad det var, der kunne provokere og skabe debat og gik direkte efter de ting, der blev betragtet som "for meget". Der er en position som den uartige pige i klassen, som tør gå nogle steder hen, som de andre ikke tør.”
Der er da også stadig en rebelsk sjæl gemt i Cyrus og således er hun ikke bleg for at indrømme, at hun til stadighed nyder godt af det grønne græs i ny og næ. Da Corden spørger, hvor høj Cyrus var på en skala fra 1 til 10 under indspilningen af videoen til “Wrecking Ball” svarer hun prompte: “Ten,” hvorefter hun bekræfter, at hun var “high as hell, when I was on that ball”.
Se Miley og James i "Carpool Karaoke" herunder.
Se musikvideoen til "Wrecking Ball" herunder.