Nyhed

Gallagher forvandler sig til Ricky Martin på ny single

GAFFA.dk - Alt om musik

Godt nok er det ofte broderen Liam Gallagher, som kreerer overskrifter på diverse SoMe. Eller, om ikke andet, det turbulente forhold mellem Oasis-koryfæerne. Nu skal det imidlertid handle om Noel Gallagher, som netop er udkommet med musikvideoen til sit soloprojekt Noel Gallagher’s High Flying Birds’ nummer “Holy Mountain”.

Som det britiske musikmagain NME beretter, er der allerede flere fans, som har pointeret, hvordan nummerets frase "She fell, she fell" minder unægtelig meget om Ricky Martins kultnummer "She Bangs". Der er da også noget med både akkorderne og rytmen, som sender tankerne mod årtusindeskiftet og den puertorianske popfætter. 

Traditionen tro skygger Noel sine øjne med et par mørke shades. Billedet skifter mellem en hoftevuggende, guitarspillende Noel og grafiske billeder i skarpe nuancer. Med et væld af geometriske former og tegneserieagtige billeder bliver videoen en sammensat størrelse, og det er ret interessant, hvordan grænsen mellem animation og virkelighed opløses, efterhånden som nummeret skrider frem. Om Gallaghers stramme skjorte og tilhørende hoftedans så virker lige så stimulerende som Rickys, må du selv vurdere i videoen nedenfor. 


LÆS OGSÅ: Liam Gallagher svinder storebror til efter mindekoncert

Noel Gallagher’s High Flying Birds debuterede i 2011 med et selvbetitlet album og udgav i 2015 pladen ”Chasing Yesterday”. Bandets seneste koncert i Danmark foregik i DR Koncerthuset i august 2016, og der var stor begejstring at hente fra GAFFAs anmelder, Rasmus Jensen, som gav koncerten fem stjerner og kommentaren: ”Det var en koncert, hvor Noel og bandet spillede og lød perfekte, og hvor stemningen næsten kogte over, og publikum fik, hvad de kom efter.”

Gruppens tredje pladeudgivelse ledsages af en turné til foråret 2018, men Gallagher og hans højtflyvende fugle lægger desværre ikke ruten forbi Danmark i denne omgang. Se albumteaseren herunder. 


Artiklen fortsætter under Noels tweet.


Trackliste:

  1. Fort Knox
  2. Holy Mountain (Featuring Paul Weller on organ)
  3. Keep On Reaching
  4. It’s A Beautiful World
  5. She Taught Me How To Fly
  6. Be Careful What You Wish For
  7. Black & White Sunshine
  8. Interlude (Wednesday Part 1)
  9. If Love Is The Law (Featuring Johnny Marr on harmonica)
  10. The Man Who Built The Moon
  11. End Credits (Wednesday Part 2)

Bonus track:

Dead In The Water (Live at RTÉ 2FM Studios, Dublin)


Se videoen til "Holy Mountain" herunder. 

Lyt til Ricky Martins "She bangs" herunder.

ANNONCE