GAFFA.dk – alt om musik
TV 2 og IFPI afholdt lørdag aften Danish Music Awards i et stort telt i den københavnske Nordhavn. Aftenens store vinder blev rapperen Gilli. Samtidig blev Sort Sol hyldet med Danish Music Awards’ Ærespris.
Anders Breinholt var vært, da dansk musiks ældste prisfest til aften hyldede årets bedste artister og musikudgivelser. Her var Gilli (billedet) den store sejrherre. Den storstreamende rapper høstede hele tre statuetter. Det skete i kategorierne Årets Danske Udgivelse (i år uddelt for en single, "Rica", og ikke som normalt for en ep eller et album), Årets Danske Solist og Årets Danske Sangskriver. Samtidig vandt Hennedub, der har produceret flere af Gillis hits, prisen som Årets Danske Producer.
LÆS OGSÅ: Se stjernerne på den røde løber til Danish Music Awards
Scarlet Pleasure var på scenen for at modtage prisen for Årets Danske Hit ("Deja Vu") – selvom Gilli stod for tre af de fem nominerede sange i kategorien – ligesom bandet vandt i kategorien Årets Danske Gruppe. Volbeat vandt prisen som Årets Danske Livenavn, selvom de kun har spillet én koncert i Danmark i løbet af det forgangne DMA-år. Det var til gengæld en koncert, der er gået over i historien. Volbeat er nemlig det eneste danske musiknavn, som indtil videre har formået at samle 47.000 mennesker i en udsolgt Parken.
LÆS OGSÅ: DMA-vinderne Scarlet Pleasure: Processen er vigtigere end resultatet
Danish Music Awards’ Ærespris gik i år til Sort Sol. Bandet, der i 2017 har 40 års jubilæum og har udgivet deres første studiealbum i 14 år, blev æret for deres unikke rolle i dansk musik. I branchens motivation for at tildele Sort Sol musikbranchens fornemste pris lød det blandt andet:
”De er et kollektiv båret af stærke individuelle kræfter. Og de værner om deres kunstneriske udtryk med en integritet, man kan slå sig på.”
Sort Sol modtog årets ærespris på scenen, hvor Katinka, Mette Lindberg og Medina forinden havde fremført deres egne fortolkninger af nogle af bandets mest markante numre.
LÆS OGSÅ: Æresprisvinderne Sort Sol: – Det betyder noget, at det handler om fornyelsen
Rent herrehold
Rasmus Seebach, der senere på måneden er aktuel med et nyt album, vandt TV2's seerafstemning Årets Publikumspris, mens Noah Carter vandt statuetten som Årets Nye Danske Navn.
Også udenlandske kunstnere blev hyldet i løbet af showet. Amerikanske Kendrick Lamar vandt Årets Internationale Udgivelse for sit kritikerroste album ”Damn”, mens britiske Ed Sheeran høstede en pris for sangen ”Shape of You” i kategorien Årets Internationale Hit.
Årets vindere var i øvrigt udelukkende mænd. DMA's talsmand Lasse Lindholm fortalte for nylig til GAFFA, at kun 7-8 procent af de 100 mest sælgende og streamende kunstnere i Danmark det seneste år – grundlaget for de nominerede og vinderne – har været kvinder.
LÆS OGSÅ: DMA-talsmand: Derfor er der så få kvindelige nominerede
I langt de fleste kategorier er det et todelt brancheakademi, der udpeger nominerede og vindere til DMA. Hitkategorierne afgøres dog af, hvem der har været mest streamet, downloadet og afspillet i radioen i det forgangne år.
Ved showet var der optrædener fra Scarlet Pleasure, Gilli, Alex Vargas, Katinka, Medina, Mette Lindberg, Shinz & Ida Corr, Mads Langer, Aura, Kesi og Martin Jensen.
LÆS OGSÅ: DMA 2017 – show, mudder og møder
DMA-showet vises på TV 2 søndag 12. november kl. 20.00, hvor showet også bliver tilgængeligt på TV 2 PLAY.
LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Danish Music Awards
Vinderne til Danish Music Awards 2017:
Årets Danske Udgivelse:
Gilli feat. Kesi & Sivas – Rica
Årets Danske Gruppe:
Scarlet Pleasure
Årets Danske Solist:
Gilli
Årets Danske Hit:
Scarlet Pleasure – Deja Vu
Årets Nye Danske Navn:
Noah Carter
Årets Danske Sangskriver:
Gilli for bl.a. ’Helwa’, ’La Varrio’ & ’Habibi Aiwa’
Årets Danske Producer:
Hennedub for bl.a. Kesis ’God Dag’, ’Consigliere’, ’Mamacita’ og Gillis ’Habibi Aiwa’, ’Helwa’, ’La Varrio’ og ’Rica’
Årets Internationale Udgivelse:
Kendrick Lamar - Damn
Årets Internationale Hit:
Ed Sheeran - Shape of You
Årets Danske Livenavn:
Volbeat
Årets Publikumspris
Rasmus Seebach
Danish Music Awards’ Ærespris:
Sort Sol
DMA-Akademiet 2017
Det Lille Akademi (udpeger nominerede):
Hanne Boel – artist
Henrik Daldorph – Sony Music
Konrad Jahn – Universal Music
Mikkel Torsting – Warner Music
Søren Krogh Thompson – Playground Music
Det Store Akademi (udpeger vindere ved afstemning):
Anne Sofie Jeramiassen - ArtPeople
Jakob Sørensen - The Bank
Jan-Erik Stig - Warner Music
Karina Foss Fenn - Sony Music
Lasse Lindorff - GL Music
Louise Alenius - komponist
Marie Key - artist
Medina - artist
Pelle Svindborg - YouSee Musik / Telmore Musik
Peter Skovsted - PanAmericana
Sira Berry - Spotify
Thor Jensen - Apple Music
Tobias Nielsen - Bauer Media
Torben Ravn - Copenhagen Records
Waqas Qadri - artist
Vinderen af Danish Music Awards’ Ærespris udpeges af IFPI’s bestyrelse. Nominerede og vindere i Årets Danske Hit og Årets Internationale Hit afgøres af musikselskabernes hotliste, som vægter radioafspilninger, streams og downloads. Årets Publikumspris afgøres ved afstemning på TV2.dk