Nyhed

DMA-talsmand: – Derfor er der så få kvindelige nominerede

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: Soleima, en af de få kvindelige nominerede til DMA 2017

Pladeselskabernes brancheorganisation IFPI og TV 2 har netop offentliggjort de nominerede til årets DMA-priser, der uddeles 11. november i et stort telt ved Københavns Nordhavn.

I år er der markant færre priser end tidligere år, i alt 12 mod 17 sidste år. Desuden er der en markant overvægt af mandlige nominerede, idet kun 11 procent af de nominerede kunstnere er kvinder. Vi har spurgt IFPIs talsmand Lasse Lindholm om hvorfor.


– Vi har valgt at fjerne genrekategorierne i år, fordi det bliver sværere og sværere at definere, hvem der tilhører hvilke genrer. I kategorierne urban og pop er der for eksempel mange kunstnere, der overlapper kategorierne. Til gengæld har vi forsøgt at medtænke de forskellige genrer i de forskellige kategorier.

Også i år er der en massiv overvægt af mænd blandt de nominerede kunstnere, 89 mod 11 procent, hvorfor den skævhed?

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Danish Music Awards


– Det er ikke en situation, vi er specielt glade for. Der er desværre en kraftig skævvridning på markedet. Vi har indstillet kunstnere på baggrund af lister over de 100 mest sælgende album- og trackkunstnere i det forgangne år. På de lister er kun 7-8 procent af kunstnerne kvinder.

Men I kunne jo gå foran ved at nominere flere kvinder, der bare ikke har solgt så meget?

– Vi vil meget gerne bidrage til mere ligestilling på den danske musikscene. Det kunne for eksempel være ved at sætte øget fokus på de unge, kvindelige talenter, der findes i undergrunden, og give dem rådgivning. Vi mener dog ikke, at et awardshow, som hylder det forgangne års mest populære kunstnere, er det rette sted at gøre det. For nogle år fjernede vi kategorien "Årets kvindelige solist" og "Årets mandlige solist" og ændrede det til "Årets solist". Det gjorde vi i et forsøg på at være progressive, fordi vi ikke syntes, at det skulle gøre nogen forskel, om man havde skæg eller bryster for at blive nomineret eller ej. Det har desværre fået den betydning, at man kan ende med færre kvindelige nominerede.


I januar fik I kraftig kritik fra Mads Langer, der beskyldte Danish Music Awards for at være et playback-show. Bliver musikken til DMA live i år?

LÆS OGSÅ: Mads Langer anklager Danish Music Awards for snæversynethed, aldersfacisme og playback

– TV 2 har bedt kunstnerne om at præsentere sig i den form, der viser den bedste version af dem. Det betyder, at nogle vil optræde live, nogle med singback (livesang til præindspillet musik, red), nogle med playback. Så det bestemmer kunstnerne selv.


Mads Langer beskyldte jer også for aldersfacisme. Er det derfor, Sort Sol og Lis Sørensen er nomineret?

– Vi lytter altid til den kritik, som vi kan bruge til at gøre showet bedre. DMA er ikke kun en pris for ungdommen. I år har vi for første gang arbejdet med et todelt akademi af branchefolk, først et akademi, der nominerer, og så et akademi, der kårer vinderne. Og i år har vi valgt, at der skulle være enighed i det akademi, der nominerer, ligesom når der vælges en ny pave. Det har givet nogle gode diskussioner og et bredt udvalg af nominerede kunstnere.

Gilli er nomineret hele tre gange i kategorien Årets Danske Hit, hvorfor så mange gange?


– Indstillingerne til Årets Danske Hit er, som eneste kategori til DMA, baseret på konkrete tal for streamning, airplay og download, og for første gang i DMA's historie har vi oplevet, at den samme kunstner er repræsenteret tre ud af fem gange på listen over de mest streamede, radioafspillede og downloadede sange i Danmark.

 

 


ANNONCE