Nyhed

Nyt album og turné lige om hjørnet

GAFFA.dk - Alt om musik

Marie Keys fjerde soloalbum er lige på trapperne. Det udkommer i starten af det nye år, og i den forbindelse kan den danske sangerinde og sangskriver opleves på turné i foråret 2018.

Der har været relativt stille hos Marie Key i de seneste to år, efter hendes nyeste album Tænker du vi danser udkom i 2015. I løbet af efteråret 2017 har hun dog udsendt flere forløbere for et nyt album i form af singlerne ”Bruge dig”, ”Giganter” og senest ”Regn”.

Hør dem herunder:
Artiklen fortsætter efter Spotify-linkene


De nye sange, den nye lyd og det nye band er blevet testet af på et lydhørt live-publikum henover efteråret med fem koncerter i København, Odense og Aarhus.


Nu glæder Marie Key sig til den kommende forårsturné:


– Efter en pause på to år var det så fedt at komme tilbage her i efteråret og se publikum igen. Jeg var meget glad for at spille de koncerter, og jeg glæder mig virkelig til at komme afsted igen i foråret, udtaler hun.

Key kan opleves i følgende byer:

25. april: Portalen, Greve


27. april: Stars, Vordingborg

28. april: Godset, Kolding

2. maj: Train, Aarhus


3. maj: Skråen i Nordkraft, Aalborg

9. maj: Borgerforeningen, Svendborg

10. maj: Store Vega, København


11. maj: Muzikhuset, Rønne

Billetsalget begynder tirsdag den 28. november

LÆS OGSÅ: Den Sorte Skole modtager Kronprinsparrets Kulturpris


Det endnu (i hvert fald for offentligheden) navnløse album er produceret sammen med Rasmus Bille Bähncke, der fra sin bopæl i New York har arbejdet med store navne som Backstreet Boys, Luis Fonzi, Miley Cyrus, Den Gale Pose og Fagget Fairys.

Om samarbejdet fortæller Marie Key:

– Det føltes fra start af som alt eller intet, og det har gjort vores arbejdsproces ærlig og intens. Jeg var i en fremmed by med en producer, der ikke kendte til mig eller min musik, og det var inspirerende at skulle finde en ny vej sammen. I et lille studie på Broadway – langt væk hjemmefra – med amerikanske reklamefolk ude på gangen – stod jeg og sang om Regn, Vestre Kirkegård og Jens Otto Krag. Det har været et fantastisk møde for mig, og jeg er meget stolt af de sange, som vi har lavet sammen.


ANNONCE