Nyhed

Morrissey raser mod magasin: – Jeg vil aldrig interviewes på tryk igen

GAFFA.dk – alt om musik

Morrissey er kommet med et hårdt angreb på det tyske nyhedsmagasin Der Speigel, som for nylig bragte et interview med ham, hvor Morrissey mener, at han er blevet groft fejlciteret.

I interviewet udtaler Morrissey blandt andet, at han ville dræbe "skadedyret" Donald Trump, hvis han havde mulighed for det, og han mener, at den voldsomme kritik af filmproduceren Harvey Weinstein og skuespilleren Kevin Spacey for seksuelle overgreb er overdrevet, fordi deres ofre burde have vidst, hvad de gik ind til, "når man går ind på nogens soveværelse". Morrissey siger videre, at næsten alle rockmusikere – dog ikke ham selv – har været i seng med mindreårige fans, så "hvorfor ikke bare smide alle i fængsel?"

Alt dette er dog fejlcitater, siger Morrissey, og han har derfor skrevet et vredt indlæg på sin Facebook-side (se hele indlægget nedenfor). Her skriver han blandt andet følgende:


"For nogle uger siden var jeg så dum, at jeg lod Der Spiegel komme ind i mit liv. Da de ivrigt fløj fra elskede Berlin til elskede Los Angeles for at tale og hygge, troede jeg, vi havde en fælles forståelse. Ville jeg dræbe Donald Trump? Nej, aldrig. Ville jeg støtte Kevin Spaceys private tilbøjeligheder? Nej, aldrig. Ville jeg nogensinde støtte misbrug af børn? Nej, aldrig. Ville jeg støtte sexchikane? Nej, aldrig. Ville jeg støtte voldtægt? Nej, aldrig. Ville Der Spiegel gengive mine synspunkter retfærdigt? Nej, aldrig. Ville jeg nogensinde igen tale med et printmedie? Nej, aldrig."

Herefter kommer Morrissey med et generelt angreb på dagens medier, som han beskylder for at ignorere den vedkommende musik og hylde den ligegyldige, og han slutter med ordene: "Vores ønske om, at Der Spiegel offentliggør en lydoptagelse af interviewet, som der ikke er klippet i og pillet ved, er blevet afvist. Lad det alene være jeres svar."
 
 
Morrissey udgav i november sit 11. studiealbum, Low in High School, som generelt har fået blandede anmeldelser.
 
 
Der Speigel har endnu ikke kommenteret Morrisseys kritik.
 
Opdatering:
Journalisten bag interviewet, Juliane Liebert, har nu på Twitter skrevet, at hun vil offentliggøre en lydoptagelse af interviewet i løbet af få dage.
 
 
 

audio is going to be released in the next days. xx

— Juliane Liebert (@juliapetpetpet) December 11, 2017
 
Se Morrisseys seneste musikvideo, "Jacky's Only Happy When She's Up on the Stage":
 
 
 

 


ANNONCE