x

Morrissey – Stadier paa Livets Vei

Morrissey – Stadier paa Livets Vei

”I’m doing very well”, synger Morrissey indledningsvis på sit nye album, så det løber én koldt ned ad ryggen. Hørte man rigtigt? Har verden mistet sangskrivningens største kyniske satiriker til noget så grufuldt som … en lykkelig tilværelse? Er manden, der runder 50 år om et par måneder og sideløbende kan fejre 25-års jubilæum som pladekunstner, løbet ind i en identitets- og midtvejskrise? Sekundet efter Morrisseys skræmmende proklamation kan man ånde lettet op med den forløsende linje: ”I can block out the present and the past now”.

Okay, Morrissey, denne gang vil jeg ikke begå den fejltagelse at starte med at spørge dig om, hvordan det går, jeg vil bare gå ud fra, at alt er, som det plejer.

– Det håber jeg ved gud ikke. Det er frygteligt, når tilværelsen er statisk.

Det er sandt, men er tilværelsen så bedre?

– Ja, bedre, eller det tror jeg. Det tror jeg.

Hvorfor? Lykkepiller?

– Haha, hvis livet bare var så simpelt! Men det er bedre på mange måder, også selvom pladebranchen er i kaos og kæmper for at få vejret og dør og andre dramatiske ting. Men jeg føler mig ret godt tilpas.

Du ser også tilpas ud.

– Åh, det er på grund af puderne her i sofaen.

Nå, men den første sang på albummet – der i øvrigt er rigtig godt...

– Det er du blevet bedt om at sige.

Nej, faktisk ikke.

– Det tror jeg, du er.

Det finder du nok aldrig ud af. Men den første sang (Something Is Squeezing My Skull, red.) handler om lykkepiller. Virkede de for dig?

– Jeg har prøvet dem førhen, og jeg tror ikke, at de virkede, men ved vi nogensinde det med sikkerhed?

Næh, ikke med sikkerhed. De virkede ikke for mig – jeg blev bare tyk af at tage dem.

– Ja – eller, jeg mener ikke ”ja, du er tyk”.

Åh tak.

– Kan du huske, hvilke piller du tog? Var det bare nogen, du fik anbefalet?

Jeg kan ikke huske, hvad de hedder – det er længe siden. Men jeg prøvede tre forskellige typer, og den første fik mig til at tage på i vægt.

– Ja, men der er nogen af dem, der binder vandet i kroppen, og det oplever mange, og så spørger de sig selv, om de vil være tykke eller depressive. Jeg tror hellere, jeg vil være depressiv.

På tide at runde de 50

I 2004 sang du i America Is Not The World, at Amerika ikke sagde dig noget, så længe præsidenten ikke var sort, kvindelig eller homoseksuel. Har dit syn så ændret sig nu?

– Jeg er helt klart overrasket. For engang skyld kan vi være optimistiske, og vi burde som minimum give Barack en chance. Omsider har de ikke en udmattende tinsoldat i spidsen, der prædiker det samme macho-macho-macho-budskab –  ”lad os dræbe alle, der er uenige”. Vi er så trætte af det. Hvor er det fantastisk, at en sort mand har overtaget førersædet. Og hvis det ikke var sket, så tror jeg ikke, der havde været nogen på jordens overflade, der havde tilgivet Amerika – NOGENSINDE!

Er du så flyttet tilbage til Los Angeles?

– Jeg er ... hjemløs.

Stakkels dig. Så du sover rundt omkring på sofaer?

– Ja, på Claridge’s (det femstjernede hotel, vi befinder os på, red.). Jeg er simpelthen hjemløs på Claridge’s! Jeg er rodløs. Jeg har fundet ud af, at der ikke er noget sted jeg har lyst til at bo. Jo, jeg tager til København, eller Stockholm, eller et tredje sted, og så tænker jeg, at her har jeg lyst til at blive, men så...

Ja, men så oplever du de lokale folk og får lyst til at stikke af.

– Netop. Jeg tilhører universet, og mere specifikt kan jeg ikke gøre det.

Det må da være rart at have friheden og midlerne til at stikke af.

– Det er et privilegium.

Men det løser ingen problemer.

– Der er aldrig noget, der løser nogen som helst problemer. Men hvis man har sin lille lejlighed med sit anlæg og sin bogreol og et par billeder på væggen, så er det også et privilegium.

Sidste år fyldte Prince, Madonna og Michael Jackson alle 50 år. Snart er det dig. Skræmmer det dig?

– Hmm... Nej, det fryder mig.

Det ligefrem fryder dig? Altså at være nået så langt?

– Præcis, det er en stor sejr. Og jeg har ingen interesse i at være 32 eller 16 igen.

Nej, det har du jo prøvet, og det var ikke lykken.

– Netop. Jeg føler mig langt mere velafbalanceret og det er på tide, at jeg fylder 50. Det eneste ærgerlige ved det er, at det ikke vil ændre noget som helst.

Survival of the fattest
Du har været på en del forskellige pladeselskaber gennem din karriere. Er du svær at arbejde sammen med, eller er det alle de andre, der er imbecile?

– 48 forskellige pladeselskaber for at være præcis. Jeg tror, at de fleste af dem er tumper, der ikke ved, hvad de laver, eller hvad de burde lave – de gætter sig bare frem. Og de fleste af dem har kun deres job, fordi de ligner nogen, der kan finde ud af at varetage sådan et job. Men der er ingen, der forstår musikindustrien eller ved hvordan den fungerer. Og jeg er blevet kastet rundt, som var det fra psykiater til psykiater, fordi ingen ved, hvad de skal stille op med mig. Jeg kan ikke markedsføres, fordi jeg er sådan en særling. Men jeg formår at overleve, og det aspekt er mere fascinerende end noget andet.

Det er vel survival of the fittest?

– Snarere survival of the fattest.

Man kan aldrig vide sig sikker på noget
Ligesom comeback-albummet You Are The Quarry fra 2004 er Years Of Refusal produceret af Jerry Finn, der på tragisk vis mistede livet kort efter færdiggørelsen af albummet, kun 39 år gammel.

– Det var altid hysterisk sjovt at være i selskab med Jerry, og hans pludselige død var ubeskriveligt tragisk. Først fik han en blodprop i hjertet, og næste dag fik han en hjerneblødning. Han overlevede nogle uger, og jeg besøgte ham på hospitalet hver dag i de sidste to uger af hans liv. Det hele var meget uvirkeligt, for tre uger før han blev syg, havde vi haft en stor fest i hans hus, hvor vi fejrede, at vi var færdige med Years Of Refusal, og alle var rigtigt glade. Det var besynderligt at være vidne til, at han var så glad under arbejdet med albummet og så ikke levede længe nok til at se det blive udsendt. Lad dette være en lektie til os alle sammen, for man kan aldrig vide sig sikker på noget her i livet. Men vokser vi som mennesker efter sådan nogle oplevelser? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg tror stadig, vi forsætter med at bekymre os om små, dumme ting. Man mister en af sine bedste venner og er rystet i en periode, men kort efter falder man tilbage til ens sædvanlige mønster med at bekymre sig om ynkelige og irrelevante småting. Det er menneskets natur. Men Jerry er væk, og jeg kan virkelig ikke fatte det.

Kan du huske den sidste samtale, du havde med ham på hospitalet?

– Vi havde et meget nært forhold, og vores samtaler var altid meget joviale og fjollede. Vi grinte konstant og havde et fantastisk venskab. (Lang tavshed.) Hans adoptivforældre var begge døde, så han var stort set alene. Han var ret ensom. Men han elskede musik, og selvom han har et imponerende stykke arbejde bag sig som producer, var han ekstremt ydmyg og meget privat. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at jeg ikke længere kan tage telefonen og ringe til ham.

Jeg er ked af, jeg bragte det på banen. Jeg kan tydeligt se, at du er dybt berørt. Men jeg tror alligevel, at man er nødt til at mindes og ære dem, man har mistet. Det er den eneste måde, man selv kommer videre på.

– Du har sikkert ret, men det er ikke altid nemt, han er her jo ikke mere. Men sådan har det været gennem hele menneskets historie, og du og jeg er de næste. Jeg hører om din begravelse, eller du hører om min. Det er uundgåeligt.

Læs del 2 af interviewet her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA