Her er de nominerede til Nordic Music Prize

Her er de nominerede til Nordic Music Prize

Nordic Music Prize går til en nordisk kunstner, der har formået at udgive et album med exceptionel gennemslagskraft i løbet af årets gang. Prisen bliver uddelt ved Oslo-festivalen by:Larm, der finder sted d. 1-3. marts.

Det er de danske navne Solbrud og Katinka, der blandt andet er nominerede til prisen. Den danske death metal/black metal gruppe og Katinka (billedet) er oppe imod blandt andet store navne som Fever Ray, Susanne Sundfør og Björk.

Solbrud er nomineret for deres album Vemod, der udkom den 6. juni 2017. Bandet startede i 2009, men er ifølge GAFFAs anmelder kun vokset siden, og også med det nyeste album, der fik fire stjerner. Anmelderen siger om albummet: “I de ekspansive sanglængder gemmer der sig ikke blot en række episke lydlandskaber, men også en umådelig tålmodighed i forhold til at lade sangenes temaer udfolde sig.” Anmeldelsen kan læses lige her.

Katinka, der efterhånden har fået sit helt store gennembrud på den danske musikscene, udgav i marts 2017 albummet Vi er ikke kønne nok til at danse. GAFFAs anmelder siger om sangskriveren: “Hun kommer ud med en voldsom kraft og formår på imponerende vis at fastholde kontrollen over disse eksplosionsagtige udbrud og ikke mindst decimere dem til et enkelt udtryk.” Albummet fik fem stjerner og anmeldelsen kan læses lige her.

LÆS OGSÅ: Afstemningen til GAFFA-Prisen er i gang!

Den fulde liste med de 12 nominerede:

Katinka (DK) med albummet Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse.

Solbrud (DK) med albummet Vemod.

Kaukolampi (FI) med albummet 1.

Astrid Swan (FI) med albummet From The Bed And Beyond.

Björk (IS) med albummet Utopia.

Högni (IS) med albummet Two Trains.

Alva Islandia (IS) med albummet Elegant Hoe.

Kim Myhr (NO) med albummet You/Me.

Susanne Sundfør (NO) med albummet Music For People In Trouble.

Fever Ray (SE) med albummet Plunge.

Mwuana (SE) med albummet Triller.

Yung Lean (SE) med albummet Stranger.

Udvælgelsen af de nominerede albums er foretaget af en jury, der består af fem musikjournalister og -eksperter fra de frem nordiske lande: Arnar Eggert Thoroddsen fra Island, Audun Vinger fra Norge, IIkka Mattila fra Finland, Niklas Elmer fra Sverige og Ralf Christensen fra Danmark. Den endelige vinder af prisen findes af en international jury. Denne består af Jeanette Lee (Rough Trade), Jude Rogers (The Guardian), Laurence Bell (Domino Records) og Stuart Maconie (BBC).

Phonofile Nordic Music Prize blev første gang uddelt i 2010, hvor Jónsi vandt for sit album Go. Andre vindere gennem tiden er blandt andet Jenny Hval (2016) og svenske First Aid Kit (2012), der i januar er på GAFFAs forside, og har udgivet deres nyeste album Ruins. GAFFAs anmelder har givet albummet fem stjerner, og interviewet med de to svenske søstre kan læses lige her

by:Larm finder sted i Oslo 1.-3. marts med fokus på ny international og især nordisk musik, og blandt de optrædende kan nævnes Cut Worms (USA), Lewis Capaldi (UK), Farveblind (DK), Jada (DK), Scarlet Pleasure (DK), School of X (DK), Barcelona (DK), Iris Gold (DK), Reykjavíkurdætur (ISL), Fay Wildhagen (NO), Fanny Andersen (NO), Yung Smul (NO), 612 (NO), Esther Vallée (SE), Nicky William (SE), Jireel (SE), LASH (SE), Makeness (UK) og IDER (UK). For nylig er også danske Noah Carter og Fribytterdrømme også blevet føjet til programmet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA