GAFFA.dk – alt om musik
Kalder alle musikfans! Nu skal GAFFAs læsere kåre årets musiknavne til GAFFA-Prisen, der er en af de mest hæderkronede og traditionsrige priser på hjemlig grund.
De indstillede tæller en lang række kunstnere, som skal skæres ned til fem nominerede inden for de i alt 16 kategorier. De endelige vindere er de kunstnere, der har fået flest stemmer i de enkelte kategorier.
GAFFAs redaktion har, på baggrund af kunstnernes præstationer i perioden januar til december 2017, indstillet en række navne, hvor du, kære læser, har mulighed for at stemme på dine favoritter. Du deltager samtidig i konkurrencen om en række flotte præmie, nemlig billetter til GAFFA-Prisen-showet i Odense 22. februar, til Spot Festival og til Roskilde Festival.
Redaktionen har udvalgt de indstillede efter en vurdering af deres kunstneriske kvaliteter og publikumsmæssige udbredelse. De indstillede i kategorien Årets Danske Hit har alle modtaget en guld- eller platin-certificering af IFPI. De indstillede i kategorien Årets Internationale Hit har alle modtaget en platin-certificering af IFPI.
Brugerafstemningen finder sted på GAFFA.dk/prisen og er netop startet. Afstemningen slutter den 31. januar. Hjælp os med at hylde musikken og afgiv dine stemmer.
Årets kategorier er følgende:
- Årets Danske Udgivelse
- Årets Danske Band
- Årets Danske Solist
- Årets Nye Danske Navn
- Årets Danske Hit
- Årets Danske Rock-Udgivelse
- Årets Danske Pop-Udgivelse
- Årets Danske Hiphop-Udgivelse
- Årets Danske Hard Rock/Metal-Udgivelse
- Årets Danske Elektroniske Udgivelse
- Årets Danske Livenavn
- Årets Internationale Udgivelse
- Årets Internationale Band
- Årets Internationale Solist
- Årets Nye Internationale Navn
- Årets Internationale Hit
Vinderne af GAFFA-Prisen 2018 afsløres ved et stort gallashow i Odeon i Odense torsdag den 22. februar. De optrædende tæller indtil videre soulsangerinden Iris Gold samt death metal-bandet Baest - og mange flere navne offentliggøres snart.
Billetsalget er i fuld gang via Ticketmaster.