Nyhed

Krigen mellem Eminem og Machine Gun Kelly raser endnu – ep på vej

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Krigen mellem rap-rivalerne Eminem og Machine Gun Kelly raser endnu.

Puha, hvor skal vi efterhånden starte? Det er ikke ligefrem gået roligt for sig mellem rap-rivalerne Eminem og Machine Gun Kelly, der de seneste uger har befundet sig i en heftig diss-udveksling, der har høstet en hel del omtale fra diverse musikmedier verden over – og konflikten gløder endnu.

LÆS OGSÅ: Machine Gun Kelly svarer Eminem på nyt diss-track


Siden Eminem den 31. august i år udkom med sit surprise-album Kamikaze – der særligt med nummeret "Not Alike" skød med skarpt mod Machine Gun Kelly – har krigen raset mellem de to rappere. Og produktiviteten må siges at være høj!

Allerede fire dage efter udgivelsen stod Kelly klar med nummeret "Rap Devil", der foruden på nedrakkende vis at trække tråde tilbage til Eminems nummer "Rap God" fra 2013 var propfyldt med hadefulde ord i hitmesterens retning. Nu råber Eminem tilbage på nyt diss track, "Killshot", med blandt andet følgende ord:

"I’m 45 and I’m still outselling you / By 29 I had three albums that had blew.”


LÆS OGSÅ: Eminem svarer Machine Gun Kelly igen på diss tracket "Killshot"

De to rapperes strid stammer tilbage fra 2012, da Machine Gun Kelly tweetede, at Eminems dengang 16 år gamle datter Hailie var "hot as fuck", hvilket langt fra faldt i god jord hos Eminem.

Det er dog ikke kun den unge rapperkollega, som Eminem langer ud efter. Også Tyler, The Creator har fået en tur på diss-tracket "Fall". Nu indrømmer den 45-årige rapper dog i et interview med hiphop-kollegaen Sway, at han gik over stregen med sit homofobiske sprogbrog, melder NME.


LÆS OGSÅ: Eminem undskylder: jeg gik for vidt i diss-tracket mod Tyler, The Creator

Machine Gun Kelly har netop annonceret, at ny ep med titlen Binge er lige på trapperne og kan forventes på gaden nu på fredag den 21. september. Rapperen har dog endnu ikke afsløret, om pladen gemmer på flere hotte diss-tracks til stjernekollegaen. Desuden har han tweetet kommentaren "to uger og tre interviews senere" med et billede af dommerstemmerne 6 ud af 10 fra den engelske udgave af "Vild med dans" som en kommentar til striden med Eminem.

Det bliver spændende at se, hvor mange verbale lussinger, der er tilbage i ballonen.


Hør konfliktens seneste diss-track "Killshot":

ANNONCE