Ny rørende video fra afdøde Prince adresserer skudofre


Den rørende video til "Mary Don't You Weep" adresserer væbnede overfald og deres betydning for den amerikanske ungdom. Se videoen ovenfor. 

I forbindelse med udgivelsen af det posthume livealbum Piano & A Microphone 1983 fra Prince har The Prince Estate netop udgivet en ny musikvideo for den sjældne udgave af Princes nummer "Mary Don't You Weep". 

Videoen adresserer de tusindsvis af børn, der bliver behandlet eller dør af skudsår hvert år i USA. På rørende vis portrætterer videoen samtidig den effekt, et sådan dødsfald har for familien og især en mor, der har mistet sin søn til en skudepisode. 

LÆS OGSÅ: Princes læge sagsøges: "Hans død kunne være undgået"

Aføde Prince har gennem sit liv lavet meget aktivistarbejde mod de mange skudepisoder i USA, og han udgav i 2015 nummeret og dokumentaren "Baltimore", der fulgte en stor støttekoncert, som samlede penge ind til organisationer med fokus på ungdommen og skudofre i Baltimore-regionen. Til støttekoncerten holdt Prince en rørende tale, hvor han blandt andet sagde: "Systemet er i stykker. Det kræver unge mennesker at fikse det. Vi har brug for nye ideer, nyt liv...". Dette citat indleder ligeledes den nye musikvideo for "Mary Don't You Weep". 

Musikvideoen, der er optaget af filmskaberen Salomon Ligthelm, har dermed til formål at hylde Princes aktivistiske arbejde og sikre hans eftermæle.

LÆS OGSÅ: I dag er det et år siden, vi mistede ham: Her er historien om Prince

Det posthume album fra Prince indeholder ni numre fra private optagelser fra 1983, hvor det store popikon synger i sit hjemmestudie ved sit klaver. Albummet er på gaden og streamingstjenester i dag, den 21. september. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA