Nyhed

VIDEO: Lewis Capaldi viser sit talent på stripperstangen

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den fremadstormende singer-songwriter smed i fredags den nye single "Grace" på gaden. Nu er en tilhørende og humoristisk musikvideo landet – se den ovenfor.

En rødhåret skotte, udtrådte Vans-sko, en stripperstang, bare overkroppe og pengesedler er formentlig den rette opskrift til en humoristisk og velgennemført musikvideo. I videoen ser vi en alvorlig Capaldi aflevere et bånd, hvorpå der står skrevet "Big Fat Sexy Jungle Mix" til stripklubbens bartender. Herefter stiller han sig op på scenen i det lyserøde skær og viser sine talenter på stripperstangen, mens flere mænd med veltrænede overkroppe danser rundt omkring ham. De jakkesætklædte mænd ser måbnede på fra tilskuerrækkerne, inden deres stive smil forvandler sig til grin, og pengesedlerne flyver op på scenen. 

LÆS OGSÅ: De bliver store i 2018 – internationalt

Den 21-årige skotske musiker går ikke ubemærket hen med sin bemærkelsesværdige og kraftige vokal. Capaldi har atter sat sig foran klaveret i dette nye og følsomme kærlighedsnummer. "Grace" har på blot fem dage opnået over en halv million streaminger på Spotify.

Debutsinglen ”Bruises” fra foråret 2017 var Capaldis indtog i musikverdenen. Singlen fik stor succes og har i skrivende stund rundet de 77 millioner streaminger. Senere på året udkom debut-pen Bloom. I starten af 2018 kårede GAFFA Capaldi som ét af de navne, som ville blive store i 2018, hvilket man i sandhed må sige er sket. 

Den succesfulde skotte var en del af årets festivalprogram på Wonderfestiwall, hvor GAFFAs anmelder kvitterede koncerten med fire stjerner under overskriften: "Capaldi ka’ – kommende verdensstjerne understregede potentialet". Til november vender han atter tilbage til Danmark, når han giver en udsolgt koncert i Lille Vega.

LÆS OGSÅ: Capaldi ka’ – kommende verdensstjerne understregede potentialet

ANNONCE