Nyhed

Ticketmaster sagsøges efter systematisk snyd med billethajer

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den førende billetsalgs-platform Ticketmaster sagsøges af to advokatfirmaer grundet systematisk snyd i samarbejde med billethajer.

For nogle uger siden kunne GAFFA melde, at Ticketmaster i USA stod over for en stor shitstorm, da det kom frem, at billetsalgs-giganten profiterer på videresalg af ellers udsolgte koncertbilletter til stærke overpriser på siden TradeDesk og derved udnytter betalende koncertgæster for egen vindings skyld. 

De amerikanske og canadiske advokatfirmaer Hagens Berman og Merchant Law Group LLP sagsøger nu Ticketmaster og hovedselskabet Live Nation for ulovlige og unfair arbejdsmetoder, skriver det canadiske nyhedsmedie The Star


LÆS OGSÅ: Kampen mod billethajer oprustes

Det amerikanske firma Hagens Berman har offentliggjort en åben invitation på deres hjemmeside kaldet "Billethajsintriger i Ticketmasters TradeDesk", hvor alle, der har købt lignende billetter til overpris, kan skrive sig op. 

Shitstormen mod Ticketmaster brød ud, efter en gruppe undercover-journalister fra nyhedsmedierne Toronto Star og CBC News tilbage i juli infiltrerede en lukket konference, hvor de iført skjulte kameraer kunne fremlægge beviser for billet-firmaets systematiserede snyd. 


"Det er et resultat af Star og CBCs efterforskning, der fik os til at undersøge, hvorvidt vi kunne fremlægge en gyldig sag omhandlende overtrædelse af konkurrenceregler og forbrugerlovgivning," har direktør for Merchant Law Group, Tony Merchant, udtalt. "Vi kender til problemerne med billethajer. Men vi vidste i sin tid ikke, at der var tilgængelige beviser for, at de (Ticketmaster, red.) samarbejder med billethajer. At have fået disse ting på kamera er noget, retten vil tage højde for... I har sendt os tilbage til tegnebrættet". 

LÆS OGSÅ: Hvordan Live Nation og Ticketmaster monopoliserer koncertmarkedet

Merchant har endvidere udtalt, at billetsalgs-giganten kan stå til at skulle betale erstatning på over 100 millioner dollars. 


ANNONCE