GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Matt Helders – der er bedst kendt for sin indsats bag trommerne i det britiske indie-rock band Arctic Monkey – arbejder for tiden på et soloalbum.
Arctic Monkeys-trommeslageren har flere gange haft sideløbende projekter med sin rolle i det populære band, som blandt andet medlem i Iggy Pops Post Pop Depression band og som fotograf – og det er derfor ikke helt overraskende, at han igen bevæger sig væk fra bandet for at arbejde alene. Denne gang er det drømmen om at lave et soloalbum, der trækker, hvoraf det er processen snarere end selve udgivelsen, der er det vigtigste for den alsidige musiker. Af samme grund er der endnu ikke sat en dato for udgivelsen, beretter NME.
LÆS OGSÅ: Hør Arctic Monkeys fortolke The Strokes
Helders er ikke det eneste Arctic Monkeys-medlem, som arbejder med projekter uden for bandet. Frontmanden Alex Turner har tidligere udgivet en solo-ep som soundtrack til filmen Submarine, ligesom han har udsendt to album som sanger i The Last Shadow Puppets.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Storslået og modig sekser fra Sheffields stolte sønner
Tilbage i maj udgav Arctic Monkeys deres sjette album, Tranquility Base Hotel & Casino, der ligesom alle deres tidligere albums er gået direkte ind på toppen af albumhitlisten i Storbritannien. Albummet slog rekorden for den hurtigst sælgende vinyl i England de sidste 25 år, med intet mindre end 24.500 solge vinylplader den første uge.