Laibach: Vi er på en mission, der aldrig slutter

I september gav den evigt eksperimenterende slovenske avantgardegruppe Laibach 30-års jubilæumskoncert på Statens Museum for Kunst i København og viste filmen "Iron Sky", som de har lavet musik til. I den forbindelse gav de et interview til GAFFAs Ras Bolding – gruppens eneste face to face-interview med et dansk medie i denne omgang. Nedenfor følger samtalen i sin helhed.

Ras Bolding: Denne igangværende turné fejrer trediveåret for Laibach. Hvad er, efter jeres mening, årsagerne til at Laibach stadig lever og har det godt efter alle disse år?

Laibach: Det med trediveårs-jubilæet var egentlig mest en undskyldning for at drage på turné igen, for normalt gør vi ikke så meget i at fejre jubilæer. Men det er væsentligt, at vi er her endnu og at vi stadig, håber jeg, er relevante. Faktisk er vi jo to år for sent på den, hvis det skulle være et rigtigt tredive-års-jubilæum. Og hvorfor er vi her så endnu? Vi er på en mission, en mission, der aldrig ender.

Ras Bolding: Det er et fint svar, lad os ikke gøre mere ud af det og i stedet fortsætte. En af årsagerne til at I fandt et stort publikum er velsagtens, at I blev udgivet hos Mute i firserne. Hvordan blev der skabt forbindelse mellem jer og Mute, for det var jo en anden tid, med Berlinmur og tydelig grænse mellem øst og vest.

Laibach: Allerede tilbage i 1982 havde vi lagt planer for Laibach, 5-års-planer, 10-års-planer, 100-års-planer, og vi vidste, at hvis vi ville nå videre end Slovenien og Jugoslavien, så måtte vi finde et rigtig godt pladeselskab, formentlig i England, som var centrum for independent-scenen. Tyskland var også godt med, men London stod nok stærkere. Mute var vores førstevalg, faktisk. Det var enten Mute, Factory, 4AD eller Cherry Red. Vi opsøgte Mute i 1982 med de første optagelser af vores tidlige industrialmusik, på kassettebånd, og mødtes med Daniel Miller på hans kontor. Han lyttede til musikken, sagde den var interessant, men kunne ikke tilbyde os nogen kontrakt. Han ville dog ville gerne bevare kontakten.

Så fik vi i stedet kontrakt hos Cherry Red, i 1983, i forbindelse med vores første koncert i London, og indspillede Nova Akropola hos dem. Men skæbnen ville, at Mute flyttede ind i samme bygning, og vi mødtes med Daniel Miller igen, i studiet, da vi arbejdede på Nova Akropola. Vi arbejdede med singlen Panorama i Oasis-studiet i Camden Town, og Daniel mixede Depeche Mode-materiale i studiet ved siden af. Han kom forbi vores studie, lyttede med og syntes det lød vældig interessant, og så fandt han jo ud af, at vi havde mødt hinanden før. Efter udgivelsen af Nova Akropola fik vi et hint fra sekretæren hos Cherry Red, som kendte sekretæren hos Mute, om at Mute nok gerne ville skrive kontrakt med os. Og da Cherry Red ikke havde den helt store interesse i at lave nyt album med os, så skiftede vi til Mute.

Ras Bolding: I er jo berømte for jeres mildt sagt originale coverversioner af kunstnere som Beatles, Queen, Pink Floyd, Europe, og på det seneste også Bob Dylan og Daniel Miller, som du just talte om. Har nogle af de folk nogensinde kommenteret jeres covers?

Laibach: Ja. Den østrigske gruppe Opus optrådte i et tv-show, hvor de spillede deres store hit, Live Is Life, på Laibach-manér, i Laibach-kostumer, og så halvvejs inde i nummeret smed de uniformerne, så det kan man da kalde en kommentar.

Ras Bolding: Det er fin humor.

Laibach. Ja, det er det. De havde mere humor end forventet. Vi lavede jo cover af Europes Final Countdown, så de kom til en af vore koncerter i Stockholm og ville gerne mødes med os. Men, ja, jo, det var vel i grunden ikke så pænt af os, men vi syntes ikke vi havde behov for at mødes med dem dengang. De er angiveligt flinke folk og de er stadig aktive med deres koncerter. De var nok nysgerrige og ville vide hvem de der Laibach, egentlig var. Vi ved også, at Paul McCartney spillede hele vores Let It Be-album op til en af sine koncerter.

Ras Bolding: Ja, det har jeg læst.

Laibach: Mick Jagger blev spurgt til vores cover af Sympathy For The Devil og syntes at det var sjovt.

Ras Bolding: Hvad for faktorer gør, at I vælger at lave cover af et nummer? Hvad får jer til at sige, at dette her ville være godt materiale for Laibach at arbejde med?

Laibach: For det meste er der ikke tale om nogen rationel plan. Vi hører måske et nummer, og det sætter så nogle idéer i gang. Nogle gange arbejder vi med konceptalbum, såsom NATO, hvor vi tog udgangspunkt i numre med militante temaer og emner, eller på Jesus Christ Superstars, hvor det handlede om religion, kristendom. Med Live Is Life skete det bare. Og med One Vision. Med sådan noget som Warm Leatherette, så hang det sammen med Mute Festival, og hvad angår vores Bob Dylan-cover, så blev vi inviteret af den amerikanske ambassade, som fejrede Dylans 70-års fødselsdag, så vi så det som en mulighed for at vise vores egen form for respekt for mandens betydning for populærkulturen.

Ras Bolding: Nu vi taler om jeres covers; jeg har prøvet at spekulere på – og måske er din hukommelse bedre end min på det punkt – om I nogensinde har lavet cover af en kvindelig kunstner, og hvis ikke, er det så et bevidst fravalg?

Laibach: Hmm…kvindelig kunstner...

Ras Bolding: Sådan mumlede jeg også, men kunne ikke komme i tanke om nogen.

Laibach: Tjah, der var Freddie Mercury.

Ras Bolding: Og Europe.

Laibach: Prince.

Ras Bolding: Ja, det er korrekt. Men ingen biologiske kvinder, så at sige?

Laibach: Nej, det tror jeg ikke. Vi laver ikke covers ud fra et princip om ligestilling, men vi er ikke misogynister.

Ras Bolding: Og derfor har I fået en kvinde med i bandet nu.

Laibach: Hun er den mest mandige af os alle.

Læs et længere Laibach-interview i GAFFAs artikelsektion, hvor Laibach blandt andet taler om musikbranchens fremtid og om gruppens egne planer for den kommende tid.