Nyhed

Rasmus Seebach nummer et igen-igen, nu med firdobbelt platin

Den danske pop-prins holder skansen på toppen af den danske hitliste

Skulle man være i tvivl er det endnu engang fredag, og det betyder, at vi endnu engang kigger på, hvad der rører sig i toppen af poppen på de danske hitlister. 

GAFFA har nemlig som sædvanlig kikkerten ude og holder øje med, hvilke artister der holder skansen, hvordan de nye klarer sig, og hvem der tager førertrøjen på hitlistens førsteplads. Og denne uge er det, ikke overraskende, endnu engang Rasmus "Ralle" Seebach, der topper hitlisten med det nye album "Ingen Kan Love Dig I Morgen".

Siden sidste uge har Seebach kunnet pryde væggen med endnu en platinplade efter 80.000 solgte plader for "Ingen Kan Love Dig I Morgen", som er det tredje album i rækken, og som allerede i den første uge siden udgivelsen solgte tredobbelt platin. Begge de to tidligere albums ligger i øvrigt stadig på listen, og den storsælgende sanger og sangskriver ligger tilmed på en 17. plads med albummet "Mer' End Kærlighed", som har ligget på hitlisten i hele 110 uger, og selv det selvbetitlede debutalbum ligger solidt på listen på en 32. plads for hele 189. uge i træk, altså med mere end tre år på hitlisten. Dette album har dog – trods alt – været ude af top 40 i den mellemliggende periode, da debuten er mere end fire år gammel.

Andenpladsen stjæler Robbie Williams fra Shu-Bi-Dua med sin seneste langspiller "Swings Both Ways", og ex-Take That'eren plejer da også være synonym med solide salgstal. Det nye album byder på både andres og hjemmestrikkede swingnumre skrevet med hjælp fra hans hofkomponist, Guy Chambers, og en lang række højprofilerede gæsteartister... Blandt andre Lily Allen og Rufus Wainwright for bare at nævne to. GAFFAs anmelder var dog mindre imponeret og gav udgivelsen to stjerner

Shu-Bi-Dua og deres 40 års jubilæumsalbum, "40 års Shu-Bi-Læum - De 40 største hits" rykker således ned på en tredjeplads og ligger stadig lunt i opløbet. Shubberne får følgeskab af endnu to danske artister, der også - om end på hver sin måde - er folkelige, nemlig henholdsvis Bamses Venner med compilationalbummet "40 af de fede" og Nik & Jay med det nye "United". Bamse og co. er endda rykket op helt fra 14. pladsen, hvilket viser, hvor vigtige de stadig er for folkeånden, selv efter den eponyme frontmand desværre blev tavs nytårsnat for snart tre år siden. Nik & Jay er godt med i opløbet, og blev også for nylig belønnet med en Danish Music Award for deres nyskabende markedsføring af det nye album.


Af "nye" navne på listen træder Nephew ind fra højre, med både greatest hits-albummet "Igen og Igen og" og bokssættet "1-2-3-4-5" på henholdsvis 11. og 15. pladsen. Også Ida (fra X Factor) er ny på hitstammen, med debutalbummet "Seize the Day", der blandt andet bærer singlen "Maybe I Like It". Og så træder i øvrigt en Pavarotti-compilation og Jake Buggs "Shangri-La" ind i opløbet.

På tracklisten er Seebach ikke længere ved styrepinden, og One Direction indtager både første-, anden- og tredjepladsen med hele tre singler - "Diana", "Midnight Memories" og "Strong". I hælene på boybandet ligger Justin Bieber med den nye single "PYD" (featuring R. Kelly), som er ny på listen. Seebach-singlerne "Sandstorm", "Olivia" og "Øde Ø" er dog stadig på tracklisten.

På streaminglisten ligger Seebach stadig flot, på en andenplads, men på toppen af piedestalen er denne uge Eminem og Rihanna med deres "Monster"-single. Seebach har dog stadig seks singler på denne liste, og næsten en tredjedel af de mest streamede tracks er altså nogle, den danske hitmager står bag.

Se alle ugens hitlister her.


ANNONCE