Nyhed

Radiohead: Vi vil være færdige

Radioheads trommeslager giver en ny update om indspilningerne af det kommende udspil og afslører, at der arbejdes på fuldt tryk

I februar udtalte Radioheads trommeslager, Phil Selway, sig om indspilningerne af et nyt Radiohead-album. Han har nu givet en ny update og forklarer, at bandet "vil være færdige". Det skriver NME.

Det tegner til, at Radiohead får en travl september, hvor kalender er fyldt godt og grundigt ud med studietid. "Vi har et temmelig travlt efterår i udsigt. Vi vil være færdige med pladen, og det er der, vi er. Vi kaster os ud i det ... Vi er tilbage i møllen."

Det irriterer på ingen måder trommeslageren gang på gang at blive spurgt om gruppens fremskridt i studiet. Han tilføjer nemlig: "At blive spurgt om Radiohead bliver aldrig et trættende spørgsmål; dét, at folk stadig er interesserede, kan kun være en vidunderlig ting."

Selway vurderede i februar, at Radiohead ville arbejde hele marts igennem, men han turde dengang ikke spå, hvornår en ny udgivelse ville ramme gaden. Noget kunne tyde på, at gruppen nu sætter alle kræfter ind på at få noget ud inden længe. 


Siden Radiohead udgav "King of Limbs" i 2011 - GAFFAs Lars Löbner Jeppesen kvitterede med fem stjerner - har både Phillip Selway og Thom Yorke været aktuelle med soloalbum. 


ANNONCE