Den slovenske kultgruppe gav for nylig koncert i det ellers hermetisk lukkede diktatur – og forklarer her hvordan og hvorfor
Den slovenske kultgruppe Laibach optrådte i slutningen af august i Nordkorea, hvilket har skabt en del – og også en del forvirret og forstyrret – omtale i alverdens medier, fra radio og tv til aviser og internet. Ras Bolding valgte dog at gå direkte til kilden og kontaktede gruppens talsrør gennem alle årene, Ivan Novak, til en lille snak om det nordkoreanske eventyr.
Laibach optrådte for nylig i Nordkorea – hvordan kom det lige til at ske? Kontaktede deres folk jer eller omvendt?
– Vi har ønsket at tage til Nordkorea gennem længere tid. Idéen kom oprindeligt fra den norske kunstner og kulturaktivist Morten Traavik, som også tidligere havde kulturudvekslet med Nordkorea. Vi hørte om hans projekter og tog kontakt med ham gennem nogle af vores fans for at høre, om han kunne instruere videoen til vores nummer "Whistleblowers" fra det seneste album, "Spectre". Det gjorde han, og han viste den til styret i Nordkorea, hvilket blev udgangspunktet for forhandlinger om Laibach-optæden i landet. Herefter modtog vi officiel invitation fra den nordkoreanske styrelse for kulturudveksling.
Hvilken konstellation af Laibach optrådte i Nordkorea og med hvilket musikalsk setup?
– Vi benyttede os af nogle gæster på scenen, såsom Boris Benko (Silence) på vokal og en koreansk pianist fra Kum Song musikskolen på Arirang-nummeret, men Laibach er altid Laibach uanset konstellationen. Hvad angår vores setup, så besluttede vi os for at spille numre, der ville give mening for koreanerne. Størstedelen af vores optræden var derfor centreret omkring vores fortolkning af sange fra "Sound Of Music", så som "Do-Re-Mi", "Edelweiss", "Climb Every Mountain" og "Sound Of Music". Hertil også et udvalg af Laibach-klassikere – "Life Is Life", "Final Countdown", "Across The Universe", "Whistleblowers". Ydermere fortolkede vi tre vigtige og velkendte koreanske sange; "Honourable Life And Death", "Arirang" og "Mt. Paektu".
Laibach har altid været glade for at påpege lighederne mellem kommerciel popkultur og elementer i totalitær propaganda, og har fra tid til anden chokeret mainstream-medier i Vesten med netop disse pointer. Er det nordkoreanske eventyr dybest set en videreførelse af samme strategi, men denne gang med modsat fortegn, altså at forsøg på at vise et totalitært regime lighederne med kapitalistisk reklamekultur?
– Nej, vores koncert i Pyongyang var ikke så direkte relateret til det nordkoreanske regime i sig selv – det havde måske været letkøbt og også lidt illusorisk, hvis vi regnede med at vores optræden skulle kunne ændre noget af afgørende betydning i landet med bare en enkelt koncert. Vores mål denne gang var mediernes reaktion i resten af verden. Det at en gruppe som Laibach optræder i et åbenlyst totalitært land som Nordkorea var pr. definition grænseoverskridende, og reaktionen fra omverdenen var rasende, næsten hysterisk – måske ligefrem "totalitær." Der findes så mange fordomme omkring både Laibach og Nordkorea, at et "samarbejde" helt sikkert ville blive bemærket.
Da Jean Michel Jarre, tilbage i 1981, som første moderne vestlige musiker optrådte i Kina, blev han spurgt om det var moralsk forsvarligt at spille i hvad man måtte opfatte som et mere eller mindre de facto totalitært regime, lød hans svar, at man ikke skulle forveksle befolkninger med ideologier. Hvad er Laibachs syn på sådanne spørgsmål i relation til det nordkoreanske projekt?
– Vi er naturligvis enige med Jean Michel Jarre – og ydermere, hvis ikke Laibach skulle se stort på det politisk korrekte, hvem så? Vi mener at moralisering i kunst er nonsens, i praksis er det amoralsk og hos folket en sygdom.
Der er planer om at lave en dokumentar om Laibachs optræden i Nordkorea, som skal udsendes næste år. Kan du afsløre lidt mere om projektet?
– Et blandet lettisk-norsk-slovensk filmhold var med os i Nordkorea og filmede løs, så der burde være materiale nok til en god dokumentar om Laibachs optræden i Nordkorea og hele projektet. Der skal cleares rettigheder og sådan, men vi forventer, at filmen er ude til næste år, instrueret af Morten Traavik i samarbejde med det lettiske hold.
Blev I mødt med restriktioner og censur fra nordkoreansk side omkring jeres optræden?
– Der var censur, og det var vi forberedte på, at der ville være. De var hovedsageligt bekymrede over vores brug af koreanske sange og billeder, som blev en del af vor Laibach-æstetik. De bad os om ikke at optræde med "Honourable Life And Death" og "Mt. Paektu" fordi vi havde ændret for meget på dem i vores fortolkninger – de er ekstremt sensitive omkring deres egenkultur. Den eneste koreanske sang, vi fik lov til at bruge var "Arirang", et nummer, som er velkendt både i Nord- og Sydkorea. De bad os også om at stryge mere direkte aggressive Laibach-numre og videosekvenser, men overså mange subversive detaljer, som blev bemærket både af den internationale presse og diplomater blandt publikum. Til syvende og sidst var koncerten en ægte Laibach-optræden, ikke mindst taget i betragtning af at den fandt sted i Ponghwa Kunstteater, der ligger lige ved siden af Ministeriet for folkets sikkerhed.
Og afslutningsvist – for de af os, der har fulgt projekt Laibach gennem mange år virkede det her som det perfekte (PR-) koncept for gruppen. Hvor glade – og måske forbløffede – er I over at dette lykkedes?
– Meget lykkelige, selvom provokation ikke var vores primære formål. Vi gav koncert i Pyongyang fordi vi fik en invitation, og det var underholdende at se mængden af vrede (men også positive) udmeldinger fra rundt omkring i verden, og det er ikke slut endnu med dem. De vredeste røster stammer rent faktisk fra dem, der mener, at Laibach ikke længere er i stand til at provokere.
