Nyhed

KAOS OG RO: James Bay kommer til Danmark

Den populære britiske sangskriver besøger København

Den britiske singer-songwriter James Bay har siden udgivelsen af debutalbummet Chaos and the Calm i 2015 haft en næsten fast plads på de internationale hitlister. Debutalbummet indeholder internationale kæmpehits som ”Hold Back the River” og ”Let it Go”, hvoraf sidstnævnte har mere end en milliard streams på Spotify i skrivende stund.

Der er kommet to album til siden debuten, og nu drager James Bay igen til Danmark med sit hitkatalog for at give sin anden koncert i Store Vega. Koncerten finder sted den 13. juni 2023.

”Let it Go” gik direkte ind som nummer ét på den internationale hitliste, da den først så dagens lys i 2015. Det ledte til, at flere af tidens største musiknavne fik øjnene op for den britiske popsanger. Han har derfor stået på nogle af verdens helt store livescener, når han har ageret support for både Ed Sheeran, Taylor Swift og The Lumineers.


GAFFA talte med James Bay i 2022 kort efter udgivelsen af hans seneste album Leap. Her fortæller han om albummet, der også er en slags kærlighedsbrev til hans kæreste gennem mere end 15 år, at det er hans mest sårbare album til dato. Det er skrevet fra et følelsesmæssigt lavpunkt i kunstnerens liv, hvor han døjede med angst, usikkerhed og imposter-syndromet.

Det seneste album modtog fire stjerner fra GAFFA, og koncertgæsterne i Store Vega kan se frem til at høre et album, der ifølge GAFFAs anmelder er ”meget mere end de tre singler, der allerede har fået luft under vingerne”.

Billetterne blev sat til salg den 1. marts kl. 10 og kan nu købes på All Things Lives officielle hjemmeside eller på Ticketmaster.dk.


LÆS OGSÅ KONCERTANMELDELSEN FRA STORE VEGA 2016: James Bay: Store Vega, København

ANNONCE