Nyhed

DEN HÅRDE TONE 2023: Her er alle vinderne til Danmarks nye awardshow

I weekenden blev de hårde genrer hyldet med den første udgave af et nyt metal- og rock-awardshow

Den Hårde Tone er Danmarks nye awardshow særligt dedikeret til talenterne fra de hårde genrer. Hyldestaftenen er skabt af musikselskabet Prime Collective med grundlægger Mirza Radonjica i spidsen. De nominerede samt vinderne i de forskellige kategorier findes af en fagjury samt industriprofessionelle, som består af både danske såvel som udenlandske nøglepersoner fra rock- og metalmiljøet.

Forud for prisuddelingen, der fandt sted i weekenden den 18. november på Copenhagen Distillery, fortalte Radonjica om det nye initiativ:

”Den Hårde Tone er skabt, fordi vi er dem, de andre ikke vil lege med, når alt kommer til alt. De danske bands gør det bedre og bedre internationalt for hvert år, der går, og vi har nye danske metal- og rockbands, der nu kan fylde steder som Store Vega. Det fortjener en status og en årlig fest, hvor vi hylder vores kollegaer, der gør et ekstraordinært stykke arbejde og har gjort det siden 2015, hvor dansk metal er blevet større og større i Danmark og udland.”


Nu er priserne blevet uddelt og aftenens store vinder blev Eyes, der vandt i to kategorier som Årets Live Navn og Årets Artist. Vinderen af Årets Album gik til Afsky for udspillet Om hundrede år, der udkom tilbage i marts 2023. I begrundelsen lød det om Afsky:

”Vinderen af årets album er ikke fremmed for nomineringer for sit arbejde. I over et årti har vedkommende været en garant for kunstnerisk kvalitet i nærmest alt, hvad han har lavet. At han med sit nye projekt i højere grad har indtaget flere vigtige musikpolitiske standpunkter offentligt, er en understregning af den selvtillid, der er vokset ud af projektet og bagmanden. Hans seneste album står som en kæmpe og tung validering af en af dansk metals vigtigste personligheder igennem de sidste 10 år, og måske også om hundrede år. Vinderen af årets album går til Afsky – Om hundrede år.”

Årets internationale vinder blev tyske Electric Callboy, som vandt i kategorierne Årets Internationale Live Navn samt Årets Internationale Artist. Også de danske live-venues blev hyldet – Pumpehuset i København vandt prisen som Årets Spillested, mens Copenhell vandt prisen som Årets Festival.


Til aftenens awardshow skulle der også uddeles den såkaldte Ikonpris. Den gik til Paul Christensen, bedre kendt som Pretty Maids’ forsanger Ronnie Atkins. I 2020 meddelte Atkins, at han er uhelbredeligt syg med lungekræft. Det har dog ikke stoppet den rutinerede sanger, som fortsat turnerer rundt, og som til næste sommer er klar til at indtage både Copenhell og Jailbreak, når Pretty Maids genopstår efter fem års pause.

Se den fulde liste over vinderne

Årets Internationale Live Navn:
Electric Callboy


Årets Internationale Artist:
Electric Callboy

Årets Knofedt:
Søren Weiss Kristiansen

Årets Medie:
Omegalisten


Årets Festival:
Copenhell

Årets Spillested:
Pumpehuset

Årets Live Navn:
Eyes


Årets Håb Live:
Lamentari

Årets Ikon:
Paul Christensen

Årets Single:
Nicklas Sonne - Freedom


Årets Album:
Afsky - Om Hundrede År

Årets Artist:
Eyes

Årets Håb:
Nakkeknaekker


AFSKY-INTERVIEW: ”Vi har nemt ved at føle os privilegerede, selvom vi måske slet ikke er det”

ANNONCE