Nyhed

GENTAGER SUCCESEN: Søren Huss annoncerer Danmarksturné – og nyt album

Efter en populær comebackturné i 2023 er Huss nu klar til at starte bandbilen igen i det nye år

Efter to års pause fra rampelyset grundet en depression vendte Søren Huss i 2023 tilbage med en række koncerter i foråret. Senere udvidede han med yderligere 15 koncerter i efteråret, hvoraf den sidste blev afviklet i lørdags den 11. november i Skårup Kultur og Idrætscenter.

”2023 har været en intens rejse tilbage på de scener, hvor jeg har levet mit arbejdsliv i mere end 25 år. Der har været meget på spil i mit system, men den energi er jeg samtidig fortrolig med og har savnet de sidste par år. Der er har været overvældede respons fra jer, der kom til koncerterne. Jeg kunne ikke have håbet på mere musikalsk og i modtagelsen af nye og gamle sange,” fortæller Huss i en pressemeddelelse.

Nu er den rutinerede sanger og sangskriver klar til at gentage succesen fra i år med endnu en Danmarksturné i det nye år. På turnéen vil han selvfølgelig tage publikum med rundt i sit store sang-katalog, men vil samtidig også præsentere helt nyt materiale:


”2024 bliver et fyldigt år i min musikalske verden, hvor jeg igen starter den store bandbil op med Hussbandet ombord; Lars Skjærbæk (guitar), Morten Jørgensen (bas), Jesper Elnegaard (trommer) og Christian Balvig (keys). Landets dygtigste mennesker på lyd og lys og ikke mindst en ny plade i kufferten,” fortsætter Huss i pressemeddelelsen uden at afsløre flere detaljer om, hvornår den nye plade udkommer.  

”Jeg glæder mig allerede nu til at lande i koncertsale i april og har en fornemmelse af, at det kan blive helt særligt,” afslutter han.

Sidst GAFFA anmeldte Søren Huss var tilbage i december 2022, hvor han spillede på Bremen Teater i København. Anmelder Trinelise Væring kaldte Huss for ”de voksne sjæles ambassadør” og kvitterede med fem stjerner.


”Søren Huss’ sangskrivning samler flere meget danske og elskelige referencer. Indimellem hører jeg Sebastian (især i de guitarbaserede numre, for eksempel "Entreprenør"), men først og fremmest synes jeg, han samler faklen op fra Povl Dissing/Benny Andersen. Det er nogen med melodierne og noget med foredraget. Måske i mindre grad teksterne. Og så alligevel – de har de det fællesgods, at teksterne handler om voksne mennesker, der famler sig frem i livet på hverdagens arena,” hed det i konklusionen.

Billetter til den kommende turné i 2024 kan findes her.

Få det fulde koncertoverblik


To. 4. april – Greve, Portalen
Lø. 6. april – København, DR Koncerthuset
To. 11. april – Aarhus, Musikhuset Århus
Fr. 12. april – Holstebro, Musikteatret Holstebro
Lø. 13. april – Silkeborg, Jysk Musikteater
Sø. 14. april – Odense, Odeon
On. 17. april – Vejle, Vejle Musikteater
To. 18. april – Helsingør, Kulturværftet
Fr. 19. april – Esbjerg, Musikhuset Esbjerg
Lø. 20. april – Fredericia, Eksercerhuset
To. 25. april – Randers, Værket
Fr. 26. april – Aalborg, Musikkens Hus
Lø. 27. april – Herning, MCH Herning Kongrescenter
Ti. 7. Maj – Nyborg, Bastionen

Stemningsfuldt livealbum fra en ikke helt almindelig sangskriver

ANNONCE