Nyhed

LIGE I HJERTEKULEN: Yörs nye single udforsker kærlighedsrelationens mange lag af følelser

Yör deler endnu et nummer fra deres debutalbum der udkommer til november

Synth-gruppen Yör har over de seneste måneder delt små smagsprøver på deres kommende debutalbum Intet så rigtigt, der lander den 24. november. Nu er de klar med endnu en single-teaser i form af nummeret ”Er det nok?”.

”Stuen føles næsten tom / min krop som et hylster, der er tømt / kun den tynde skorpe er tilbage / og bag den det dunkende hjerte,” indleder forsanger Marie Kildebæk ”Er det nok?”. I en pressemeddelelse lyder beskrivelsen af nummeret.

”Med "Er det nok?" sætter Yör et vedkommende spørgsmålstegn ved måden at være i sine kærlighedsrelationer – om vigtigheden i dem og ikke mindst tvivlen, man møder hen ad vejen. Singlen udforsker de følelsesmæssige lag i sådanne relationer, hvilket er en vigtig overgang i hele livet, særligt i 20’erne.”


Foruden det nye nummer har Yör også udgivet singlerne ”Noget fremmed” og ”Badekar”, som også kommer til at indgå på debutalbummet. Annonceringen af debutalbummet skete tilbage i august. Dengang fortalte gruppen følgende om albummets tema:

”Albummet er inspireret af den japanske tradition Kintsugi, hvor man reparerer ødelagt keramik ved at lime det sammen med guld. Traditionen udspringer af en filosofi om at se skønheden i det uperfekte og om at skabe et nyt hele, der er smukkere, end det var før.”

Ifølge Yör kommer sangene på albummet således til at afspejle den japanske filosofi ved at minde os om, at livets skår er med til at gøre os til dem, vi er.


Hør seneste nummer fra Yör

HOLD ØJE MED: Fire GAFFA-favoritter fra vækstlaget


ANNONCE