Det er seks år siden 49-årige Sam Beam sidst kunne opleves herhjemme
For lidt under en måned siden annoncerede Iron & Wine sit første soloalbum siden 2017. På det tidspunkt havde Sam Beam - manden bag det poetiske alias - kun turnédatoer hjemme i USA i kalenderen.
Nu har Beam imidlertid annonceret, at han også vender næsen mod Europa - inklusive Danmark - i kølvandet på sit nye album. Helt specifikt giver han koncert i DR Koncerthuset den 4. november 2024.
”Light Verse er en form for poesi om legende temaer, der ofte bruger nonsens og ordspil, og det er mit første officielle Iron & Wine-komediealbum!…. Bare for sjov….," udtaler Beam i en pressemeddelelse om sit nye album, som udkommer til april.
Selvom Beam ikke har udgivet et soloalbum siden 2017, er det ikke fordi hans musikkarriere har været på pause. I 2019 udgav han albummet Years to Burn i samarbejde med indiegruppen Calexico - et album, som GAFFA gav tre stjerner.
”Years to Burn er som en lidt for hyggelig sammenkomst i sofahjørnet, hvor både Calexico og Iron & Wine læner sig lidt for meget tilbage,” hed det blandt andet i anmeldelsen. Han har desuden lavet musik til en lang række film og serier, blandt andet Twilight, Garden State, Grey’s Anatomy og House M.D.
Sidste gang, han besøgte Danmark, var i 2018, hvor han spillede en efter sigende femstjernet koncert.
"Efter halvanden time sætter Beam & Co. punktum med "Claim Your Ghost", og publikum klapper begejstret for sidste gang. Iron & Wine har sejret endnu engang, denne gang med brug af nedtonede, men stærke virkemidler. Jeg glæder mig til at høre, hvilken tilgang Sam Beam vil anvende næste gang, han kigger forbi – for han er altid velkommen," lød det blandt andet i anmeldelsen.
Billetsalget til koncerten går i gang på fredag klokken 11:00, og billetterne kan købes lige her. Varm op til koncerten med Iron & Wines nyeste single ”All in Good Time”, med sangerinden Fiona Apple.