Nyhed

Melissa Horn udgiver album og giver koncert i København

Andet album fra Melissa Horn, omtalt som den nye Lisa Ekdahl, plus en forsmag på Copenhagen Jazzhouse

Om en uges tid kommer der et nyt udspil fra svenske Melissa Horn på gaden i Danmark. Melissa Horn er en svensk singer-songwriter, der synger tyste og sarte sange. Og hendes sange har fundet et stort publikum i Sverige, hvor hun er blevet kaldt den nye Lisa Ekdahl.

På onlinetjenesten Spotify er Melissa Horn den mest populære svenske kunstner i øjeblikket, og i sidste måned blev hun streamet ikke mindre end fem millioner gange. Samtidig har albummet "Säg ingenting till mig" nået guldstatus i Sverige.

Om den 22-årige Melissa Horn også får tag i danskernes hjerter, må tiden vise.

Som forsmag på det nye materiale giver Melissa Horn en akustisk koncert på Copenhagen Jazzhouse fredagen inden udgivelsen. Udover Melissa Horn kan en anden af Sveriges unge sangfugle også opleves på Copenhagen Jazzhouse, nemlig den 21-årige Amanda Jessen, der både er blevet kåret som "Årets Kvindelige Artist" og har modtaget prisen for "Årets Komponist" i Sverige.

Melissa Horn debuterede i 2008 "Långå Nätter" og opfølgeren "Säg Ingenting Til Mig" udkom i Sverige sidste år, men når albummet udkommer mandag den 12. april, så er det første gang, at Melissa Horn får dansk distribution.

Koncerten på Copenhagen Jazzhouse foregår fredag den 9. april. Albummet "Säg Ingenting Til Mig" udkommer tre dage senere, den 12. april. Senere på året, lørdag den 22. maj, optræder Melissa Horn desuden til årets Spot Festival.

ANNONCE