Nyhed

Der er varsel om Torden & Lynild

Rapperen Trepac og produceren Melancolia varsler Torden & Lynild med fejende flot ny video

"De ledte efter noget - søgte begge to..."

Man må sige Trepac holder mikrofonen rødglødende. Han har knap lagt den efter at have droppet sine vers på ClockWorks 12 Timer før han er klar med nyt. Denne gang er det i form af projektet Torden & Lynild som han har skabt i symbiose med produceren Melancolia, der også stod for musikken på undergrundsrapperens debutalbum Fatamorgana.

Trepac gav først lyd fra sig som del af gruppen MC-Natet, men har de seneste år skabt en identitet som solorapper, senest på det eminente De Forkerte Spor som han lavede i samarbejde med producer-wunderkinden Boonekampf. Allerede dengang bryggede han og Melancolia dog på Torden & Lynild-projektet som nu ser dagens lys på albummet Sky til Jord, der som bekendt er lynets bane. 


Vi har allerede hørt nummeret Tilbagetog derfra og nu er der kommet en fejende flot video til nummeret Ledte efter noget. Videoen er indspillet i Beograd, skudt og klippet af den grønlandske filminstruktør og fotograf Mikisoq H. Lynge. 

Albummet Sky til jord udkommer den 30. september digitalt og den 8. oktober på vinyl. Det kan forudbestilles hos Runforcover


ANNONCE