Nyhed

Mayhem-vokalist teamer op med landsmand i København

GAFFA.dk - alt om musik

Attila Csihar (Mayhem, Sunn O))) ) er en profileret og berejst mand i black metal-kredse og har sammen med landsmanden Balázs Pándi stablet projektet "Hiedelem" på benene. Duoen giver koncert i Alice CPH den 4. februar.

Ungarske Attila Csihar har oplevet lidt af hvert. Som ung var han med til at indspille det legendariske black metal-værk De Mysteriis Dom Sathanas med mindst lige så legendariske og berygtede Mayhem, som han i dag er forsanger for. I nyere tid har han samarbjedet tæt med dronemetal-pionererne Sunn O))) samt stablet sit eget band på benene i form af Tormentor. Nu er Csihar klar med endnu et projekt, og med sig har han landsmanden, støjkunstner og trommeslager Balázs Pándi med sig. De to udgør Hiedelem, og duoen viser deres evner frem i Alice CPH den 4. februar i det nye år. 

Csihar er særdeles kendt for sin ekstreme, skrigende vokal og ligeledes for hans inspiration fra så forskellige genrer som jazz, noise, neo-jazz og andre eksperimenterende afgreninger, som han har bragt med ind i metallens fold. 


Det samme kan siges om Pándi, som har samarbejdet vidt og bredt med kunstnere som Thurston Moore, Venetian Snares og Sun Ra's Arkestras Marshall Allen. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Dronen holdes halvt i live

Duoen varsler et hedensk, hårdt lydudtryk som reflekterer sindets dybeste og mørkeste afkroge, men også free jazz og psyk-folk'ske elementer som en hyldest til 60-labelet ESP. Desuden mødes de to i improvisationen og den akustiske verdens sammenspil.


Meget passende, når nu en af genres fremmeste ansigter i form af Csihar står for hovedkoncerten, så står det danske black metal-band Gabestok for opvarmningen denne aften. Gruppen er måske mest kendt for deres opsamlingsværk Korpsånd – An Introduction to the New Wave of DKBM, men har også udgivet albummet Tre dette efterår.

Billetsalget er allerede gået i luften, og du kan købe dine eksemplarer via linket her.

ANNONCE