Nyhed

Producerlegenden Phil Spector er død

GAFFA.dk – alt om musik

Den morddømte producerlegende blev 81 år gammel

Den morddømte producerlegende Phil Spector er død, 81 år gammel, skriver NME.

Spector blev i 2009 dømt fra 19 år til livsvarigt fængsel for skuddrabet på skuespilleren Lana Clarkson i 2003. I fængslet blev han for fire uger siden ramt af Covid-19 og indlagt. Han blev sendt tilbage igen til fængslet, da han begyndte at føle sig bedre, kun for at blive sendt til hospitalet igen, da han havde problemer med at trække vejret. Han døde på hospitalet i Stockton, Californien, lørdag.


Spector var arkitekten bag den berømte lyd "Wall of sound" med mange instrumenter spillet simultant. En lyd, som ifølge Spector skulle bevirke, at musikken ville lyde godt også på mindre gode lydkilder som transistorradioer og jukebokse.

Han producerede plader med blandt andre The Ronettes, The Crystals, The Righteous Brothers, Ike & Tina Turner, The Beatles' sidst udgivne album Let it Be, Leonard Cohens Death of a Ladies' Man og Ramones' End of the Century, ligesom han co-producerede flere plader med John Lennon og George Harrison og en med Yoko Ono.

Spector trak sig dog tilbage i begyndelsen af 80'erne og vendte først tilbage, da han i 2003 producerede to sange på Starsailors album Silence is Easy. Kort efter blev han anholdt for drabet på Lana Clarkson, som blev skudt i hans hjem, efter at de to lige havde mødt hinanden. Spector nægtede sig skyldig og udtalte, at der var tale om selvmord.


Produceren var kendt for sin excentriske livsstil og for sin forkærlighed for parykker og våben, og han skulle have truet flere kunstnere med en pistol, blandt andre Leonard Cohen.

Phil Spectors karakteristiske lyd har blandt andre inspireret Brian Wilson, Bruce Springsteen på dennes Born to Run-plade, støjrockerne The Jesus & Mary Chain, shoegaze-legenderne My Bloody Valentine og The Raveonettes. Spectors eks-kone Ronnie Spector fra The Ronettes medvirker i øvrigt på Raveonettes-sangen "Ode to LA" fra 2005-albummet Pretty in Black.

LÆS OGSÅ: Phil Spector dømt for mord


Hør The Ronettes-klassikeren "Be My Baby" fra 1963:

ANNONCE