Nyhed

VIDEO: Kylie Minogue udgiver ny single med Years & Years

GAFFA.dk - alt om musik

Singlen er den første fra det kommende album, Disco: Guest List Edition, som inkluderer remix-versioner af sange fra originalpladen og en række nye samarbejder

Den nye single, ”A Second to Midnight”, er skrevet og performet med Years & Years, der også for nyligt har samarbejdet med Elton John. Singlen udkommer i forbindelse med, at den australske sanger udgiver en gæsteliste-version af sit 2020-album Disco.

”A Second to Midnight” har en tilhørende musikvideo, hvor Kylie Minogue og Olly Alexander, alias Years & Years, optræder med dansekoreografi, matchende leopard-frakker og maskeklædte baggrundsdansere. Du kan finde musikvideoen nederst i artiklen.


Disco: Guest List Edition inkluderer, ifølge en pressemeddelelse, to andre nye singler. Den ene single, ”Can’t Stop Writing Songs About You”, med den ikoniske disco-sanger Gloria Gaynor, bedst kendt for singlen ”I Will Survive” fra 1978, og den anden, ”Kiss of Life”, med den britiske sanger Jessie Ware.

Albummet indeholder også den allerede udgivne sang, ”Real Groove”, med Dua Lipa. Disco: Guest List Edition udkommer den 12. november 2021.

Disco fra 2020 blev Kylies ottende nummer 1-album i Storbritannien, hvilket gjorde hende til den første kvindelige artist nogensinde, der har haft et nummer 1-album i fem fortløbende årtier. 


GAFFA anmeldte Disco tilbage i 2020, hvor det fik fire ud af seks stjerner. GAFFAs anmelder skrev blandt andet, at albummet ”giver et charmerende og positivt mix af disco-ånd og den dansepop-lyd fra de tidlige 2000’ere, der passer så perfekt til Kylie.”

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kylie kommer ikke til at fylde dansegulve med ellers charmerende album

Se og hør Kylie Minogues nyeste single "A Second to Midnight" ft. Years & Years lige her: 

ANNONCE