x
Hæderlig punket energi på småtrist torsdag

Parquet Courts, Roskilde Festival, Avalon

Hæderlig punket energi på småtrist torsdag

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

”Texas-Brooklyn-Roskilde” kunne man næsten fristes til at sige da amerikanske Parquet Courts indtog den altid flotte Avalon scene på en ellers kold, grå og småtrist torsdag. "Happy 4th of July" udbryder sanger/guitarist Andrew Savage kort efter, han og resten af bandet kaster sig ud i en øredøvende skæv version af noget, der vist nok var "Star Sprangled Banner".

Og Parquet Courts vil tydeligvis skide på, hvad man synes om dem. For det er den verden, de springer ud af. Den cool, ligeglade – men alligevel humørfyldte – artpunk, som i årtier er udsprunget af New York. Bandets musik indeholder også afstikkere til støjrocken og den energiske engelske punk, hvor især The Clash står og trækker vejret ned af ens nakke, mens man nyder bandets kompromisløse rockmusik. Bandet er utrolig tighte og glimrer bedst, når de holder sig til punkens udtrådte formel, som de netop tilfører en saltvandsindsprøjtning af kaliber.

Det er især under bandets medrivende åbningstrio: "Master of My Craft", "Borrowed Time" og "Total Football", at det står klart, at Parquet Courts er kommet for at levere varen, og den stramme energiindsprøjting virker ret effektivt på en voksende publikumsskare. Det er lidt svært at finde ud af, om folk er kommet for at høre bandet, eller om de nærmere søger tilflugt for den stigende mængde regn, som truer med at gøre livet surt for selv de mest ivrige festivalgængere. Det rager dog Savage og kompagni en høstblomst, og især "Total Football" (som også åbnede sidste års Wide Awake!) kommer til at stå som en herligt indpisk på en ellers halvkedelig dag – især med sine effektive temposkift og Savages effektive punkvokal.

I det hele taget er det rart at høre sangene fra Wide Awake i en mere rå og kantet indpakning, da den pæne Danger Mouse-produktion anonymiserede de ellers fine artpunk-sange. Her, uden Danger Mouse til at tapesere lydbilledet pænt, står sange som "Almost Had to Start a Fight/In and Out of Patience" og den ellers lettere anonyme "Freebird II" frem som de forfuldendte rocksange, de er! Og det er pokkers rart at høre dem i deres rette element.

Ind i mellem søger Parquet Courts ud af punkens hårde greb, hvor bandets andenguitarist Austin Brown for alvor får lov til at svinge den voluminøse mandepage, mens han spiller på synths og percussion. "Before the Water Gets Too High" står klarest frem, som en lille åbenbaring med brødrene Max og Andrew Savage på henholdsvis trommebox og Omnichord. Det bryder måske med det ellers stramme artpunk-koncept, men det er den slags pauser der er brug for i et kort, kontant sæt.

Titelsangen "Wide Awake!" sætter for alvor gang i pøblen, og en ekstra percussionist indfinder sig på scenen, i noget der mest af alt minder om åben legestue, hvor koklokke, funkguitar og sambafløjte truer med fuldstændig kalkuleret abefest. Indimellem bliver Parquet Courts flirten med Talking Heads lidt for udpræget, og selvom jeg elsker nummeret, står der rent faktisk en fan og råber "JUDAS!" under den spastiske funksag. Jeg kan godt forestille mig, at det er svært for fans af bandets mere punkede output at følge denne nye drejning, men det er altså ikke noget, der ikke er hørt før.

Kun på den afsluttende "One Man No City" bliver Talking Heads-inspirationen for voldsom, og Austin Browns vokalforedrag er så lig inspirationen, at jeg kort tror, at David Byrne er genopstået på Roskilde efter sidste års vanvidskoncert. Dette er dog ikke tilfældet, men sagen er den, at sangen ligger så tæt på Speaking in Tongues, at det næsten bliver uhyggeligt. Sangen ender i et langt, udsyret støjrock-stykke, hvor bandet igen formår at gøre genren til deres egen, men man kan med fordel overveje, om bandet skal holde sig til den hårde, amerikanske artpunk.

Alt i alt leverede Parquet Courts en glimrende koncert med enkelte afstikkere til det sublime og få svagheder, selvom det virkede lidt som buisness as usual for medlemmerne. Men hvad gør det, når buisness as usual er så uhyggelig tight udført?

Tak for saltvandsindsprøjtningen, Parquet Courts. Den havde vi brug for! Og hold da kæft, det er lang tid siden, jeg har set SÅ flot en mandepage.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA