Nyhed

Bonnie "Prince" Billy klar med ny ep - i en særlig genre

Sammen med to andre har Bonnie "Prince" Billy fortolket to Lungfish-sange

Samarbejdspartnerne Bonnie ”Prince” Billy, Nathan Salsburg og Tyler Trotter har annonceret den fælles udgivelse af ep’en Hear The Children Sing The Evidence. Ep’en udkommer den 31. maj. 

Ifølge en pressemeddelelse blev ep’en til, mens Salsburg skulle putte datteren Talya. Når hun skulle sove, blev hun ofte sunget i søvn, og en aften kom Salsburg i tanke om sangen “The Evidence”. Sangen lærte han som teenager, og fandt ud af at han kunne spille den med én hånd og have Talya i den anden. 

Den originale sang varer fem minutter, men Salsburgs version varede alt fra ti minutter til en time. 


"Det var terapeutisk og beroligende og bare dejligt for mig. Og det virkede på hende," lyder det fra Salsburg i pressemeddelelsen, og tilføjer:

"Jeg synes, at vuggeviser bliver hængende mere end noget andet. Der er noget ved det liminale rum mellem vågen tilstand og søvn, og måden de glider ind i underbevidstheden på."

Salsburg fik så Bonnie ”Prince” Billy med som sanger og Tyler Trotter som trommeslager og på synths. Han spiller selv guitar på sangen. På ep’en finder man også sangen “Hear The Children Sing”. De to sange er begge af 90’er-bandet Lungfish. De tre musikere er imponerede over Lungfishs tekster: 


“Hver gang kan et enkelt ord pludselig blomstre. Han sætter ting sammen med intention, så jo mere du inkorporerer dem, desto mere afslører og belønner de,” fortæller Bonnie ”Prince” Billy i pressemeddelelsen, hvortil Salsburg afslutter: 

“Ordene udfolder sig konstant med hver gennemlytning.” De to sange kommer hver til at vare cirka 20 minutter.

Kira Skov udsender duet med Bonnie "Prince" Billy og offentliggør albumdato


ANNONCE