Nyhed

Sugarman besøger Danmark til sommer

Den mexikansk-amerikanske folkemusiker Sixto Rodriguez kommer forbi DR Koncerthuset i juli

Den nu 74-årige mexikansk-amerikanske folkemusiker Sixto Rodriguez besøger mandag den 18. juli DR Koncerthuset sammen med sit band.

I starten af 1970’erne blev Rodriguez spået en fremtid som Dylans arvtager, men det helt store gennembrud udeblev. For selvom Sixto Rodriguez udgav to fantastiske singer/songwriter-plader, henholdsvis "Cold Fact" i 1970, og "Coming from Reality" i 1971, levede han det meste af sit liv som arbejdsmand i hjembyen Detroit.

Der skulle en yngre, svensk instruktørs Oscar-vindende mellemkomst til, i skikkelse af succesfilmen "Searching for Sugar Man" (2012), før Rodriguez fik sit usandsynlige, men velfortjente comeback.


Den svenske instruktør Malik Bendjelloul stod bag filmen, der dokumenterede to sydafrikanske fans’ bestræbelse på at finde ud af, om Rodriguez’ rygtede død var sand, og hvis ikke, hvad der så var blevet af ham. Filmen vandt World Cinema Special Jury Prize samt Audience Award, World Cinema Documentary, og førte til et uventet comeback og genoplivning af Rodriguez’ musikalske karriere.

Filmen har også hjulpet til at give Rodríguez oprejsning i sit hjemland, og vi kunne første gang opleve Rodriguez som hovednavn ved Vanguard Festivalen i København i 2013. Her konkluderede GAFFAs anmelder Sara Elisabeth Nedergaard: "Vokalen er der stadig momentvist, og når den er, er man tryllebundet." Læs hele anmeldelsen her.

Rodriguez besøger DR Koncerthuset den 18. juli. Billetsalget starter tirsdag 10. maj kl. 10.00 via Livenation.dk og drkoncerthuset.dk

ANNONCE