Nyhed

Guide: Ugens bedste sange

Skal vi så lige få tjekket ugens nye toner ud?

Foråret er officielt skudt i gang, og juni melder sin ankomst i næste uge. Festivalerne banker på døren, og mange af de kunstnere, som vi kan opleve i det danske sommerlandskab er aktuelle med nye singler og album. Det fremgår også af denne uges guide til ugens bedste sange, som du kan høre forneden via Spotify.

Roskilde-aktuelle Red Hot Chili Peppers har løftet sløret for titelnummeret til deres kommende album, "The Getaway", som viser funkrockerne træde værdigt ind i et nyt kapitel af deres karriere. Der er lagt op til en stemningsmættet affære med det Danger Mouse-producerede album, og så længe Anthony Kiedis kan holde helbredet ved lige, tegner det til, at kvartetten måske gøre bod til sommer for deres sølle Roskilde-optræden i 2007.

Skotske Biffy Clyro (billedet) pudser guitaren af med en ny single forud for deres næste langspiller "Ellipsis", der udkommer den 8. juli. I producerstolen sidder Rich Costey, som har været bag nogle af rockmusikkens vægtige værker. Han drejede for eksempel på knapperne på Muses "Absolution". Den seneste single "Animal Style" er en skramlet sag, hvor Biffy Clyro har søgt væk fra den storladne stadionlyd mod et mere punket udtryk. Men vent? Er det neo-klassisk guitarshred, Simon Neil begiver sig ud i? Biffy Clyro, man ved aldrig helt, hvor man har dem.


Sangerinden og sangskriveren Clara Sofie, især kendt fra 2010-hittet "Når tiden går baglæns" med Rune RK, er klar med en ny single og musikvideo, "Før lyset slipper ind". Den har en mørk, elektronisk side. Om den nye single udtaler hun: "Min nye single ”Før lyset slipper ind” handler om at finde sig selv igen. Efter lang tids ræs efter egne og andres forventninger om, hvor jeg passede ind, og hvem jeg burde være som kunstner, glemte jeg mig selv undervejs. Det gjorde mig trist og stresset. Jeg var nødt til at stoppe op og give slip på det hele, hvilket gjorde, at jeg pludselig kunne se mig selv igen og finde ud af, hvad der gav mening for mig."

Hør de ovenstående og mange flere, såsom Fallulah, The Raveonettes, Band of Horses og Electric Guitars i GAFFAs guide til ugens bedste sange i Spotify her: 

ANNONCE