Nyhed

TILBAGEBLIK: The Raveonettes reflekterer over karrieren på artisttalk-turné - premiere i aften

Den danske rockduo markerer deres tyve års jubilæum med en artist-talk rundt om i Danmark

I 2002 gik Sharin Foo og Sune Rose Wagner – bedre kendt som The Raveonettes – på scenen til Spotfestival i Aarhus. Blandt publikum var anmelder David Fricke fra det anerkendte musikmagasin Rolling Stone.

”The Raveonettes rock my world,” lød det fra Fricke, og kort efter sparkede The Raveonettes døren ind til den internationale musikscene med en pladekontrakt hos Columbia Records.

I år kan Foo og Wagner så fejre 20-års jubilæum på deres første fuldlængde album Chain Gang of Love. Det gør de med en artisttalk-turné, hvor de sammen med GAFFAs mangeårige anmelder Finn P. Madsen drager rundt i det danske land og vender 20 års musikkarriere.


I pressemeddelelsen lyder det om artisttalken:

”Hør historien om, hvordan The Raveonettes fik hul igennem til det store udland, fandt deres egen lyd med inspiration fra blandt andet 50’ernes enkle popsangskrivning, 60’ernes Wall of Sound og surfrock, og New Yorks 70'er-punkundergrund”.

Sidste år var The Raveonettes efter fem års pause igen at finde på de danske live-scener. I forbindelse med 20-års jubilæet for bandets debut-EP Whip It On! (2002) valgte Foo og Wagner at genopføre albummet på en turné rundt på syv danske spillesteder.


Samtidig udgav de også albummet Rip It Off, som er et coveralbum, hvor forskellige artister fortolker de otte sange fra Whip It On!

For Sune Rose Wagner ser jubilæumsfejringen ud til næsten at vare evigt. I sidste uge annoncererede han med sit andet band Psyched Up Janis en jubilæumsturné for at markere, at det i 2024 er tredive år siden, de udgav deres debutalbum Swell.  

Artisttalk-turnéen med The Raveonettes starter i dag den 18. september og slutter fredag den 17. november.


Se alle turné-datoerne

Mandag d. 18. september - Vejle Bibliotek - Bygningen - kl. 19.00

Torsdag d. 2. november - Kolding Bibliotek - kl. 19.00 - Få billetter tilbage


Fredag d. 3. november - Esbjerg Bibliotek - Kl. 19.00

Tirsdag d. 7. november - Roskilde Bibliotek - Cosmos - kl. 19.00 - Udsolgt

Torsdag d. 16. november - SG25 Haderslev - kl. 19.30


Fredag d. 17. november - Sønderborg Bibliotek - kl. 16.30

BAGKATALOG: Da The Raveonettes var klar til at erobre verden - og GAFFAs forside

ANNONCE