Nyhed

Drake sviner Trump til under koncert – se klippet her

GAFFA – alt om musik

Den canadiske rapper Drake er den næste i rækken til at give sin mening om den 45. amerikanske præsident. Under en nylig koncert i O2 Arena i London sagde han til stor jubel for det fremmødte publikum:

”I aften er dét, der gør mig mest stolt, ikke, at folk har købt mine billetter eller synger mine sange. Dét, der gør mig stolt, er, at hvis man kigger rundt i salen, kan man se folk af alle racer, fra alle steder, og alt, vi har foretaget os denne aften, er, at være samlet herinde og vise kærlighed og fejre livet og musikken. Og jeg vil have, I skal vide, at hvis I nogensinde kommer til at tro, at en enkelt mand kan ødelægge verden, er I motherfucking skøre. Det er vores fælles ansvar komme igennem det her. Fuck den mand!”

Koncertaktuelle Drake er langt fra den første musiker til at udtrykke sin holdning om den nyligt indsætte præsident. Tidligere har Queens Of The Stone Age kaldt Donald Trump ”en brækfremkaldende, fascistisk klovnepenis”, mens Madonna under en demonstration sagde, at hun havde overvejet at sprænge Det Hvide Hus i luften efter indsættelsen. Father John Misty har skrevet flere sange rettet mod Trump og har sågar delt en kontroversiel musikvideo, hvori præsidenten indgår.


Drake er i øjeblikket på sin ”The Boy Meets World Tour”. R&b-kunstneren lægger vejen forbi den nye koncerthal Royal, der netop er blevet indviet af Metallica, den 7. marts. Der er stadig få billetter tilbage, som du kan anskaffe dig her.

Nedenfor kan du se klippet, der er blevet delt på Twitter.

ANNONCE