Nyhed

De tidligere Jazzhouse-lokaler får nyt navn og annoncerer de første koncerter

GAFFA.dk - Alt om musik

For små to uger siden kunne Bremen Teater meddele, at de overtager de tidligere Jazzhouse-lokaler i Niels Hemmingsens Gade per 1. januar 2018, da Jazzhouses organisation og virke flytter ind hos Global på Nørrebro. 
 
Nu kan ejerne bag det nye venue offentliggøre, at lokalerne i Niels Hemmingsens Gade fremover kommer til at hedde Hotel Cecil. Som tidligere omtalt vil stedet primært og fortsat være et spillested for den rytmiske musik, men ligeledes vil man også præsentere filmforevisninger, foredrag, comedy og live podcasts. 

LÆS OGSÅ: Bremen Teater overtager Jazzhouse
 
Om det nye navn forklarer stedets direktør, Jesper Majdall: 
 
“Det var vigtigt for os at afsøge mulige navne, der kunne have en historisk tilknytning og reference til bygningen eller området. Vi stødte tidligt i denne navnejagt på Hotel Cecil, der lå på 4. og 5. sal fra bygningens ibrugtagelse i 1937 og frem til start-80'erne."

I starten af marts besøger en af frontkvinderne fra B-52’s, Cindy Wilson, Hotel Cecil. En anden markant forsanger, Janove, der tidligere stod i spidsen for hedengangne Kaizers Orchestra, kommer forbi den 15. marts, og dagen efter kan man opleve Blondage, når de giver en audio-visuel koncert, der præsenteres i samarbejde med CPH:DOX.


Artiklen fortsætter under videoen

I slutningen af marts indtager Carl Emil Petersen lokalerne, når han over to dage giver eksklusive solokoncerter foran et siddende publikum. Slutteligt annoncerer Hotel Cecil en koncert med islandske Olöf Arnalds, der til koncerten i maj vil teame op med landsmanden, komponisten Skúri Sverrisson.  

I den kommende tid vil der løbende offentliggøres flere koncerter.


Hotel Cecils første fem annoncerede koncertnavne:
2. marts 2018 Cindy Wilson (US)
15. marts 2018 Janove (NO)
16. marts 2018 Blondage - præsenteres i samarbejde med CPH:DOX
29. marts 2018 Carl Emil Petersen (solo)
30. marts 2018 Carl Emil Petersen (solo)
Den 16. maj 2018 Olöf Arnalds & Skuli Sverrisson (IS)

ANNONCE