GAFFA.dk – Alt om musik
Efter et stykke tid præget af uvished om, hvem der skulle overtage Jazzhouses gamle lokale i København, har Bremen Teater i dag offentliggjort, at de har underskrevet lejekontrakten til lokalet i Niels Hemmingsens Gade.
Stedet vil genopstå som ramme for en opgradering af Bremen Teaters musikalske aktiviteter efter en istandsættelses- og ombygningsperiode. Forventningen er, at de første koncerter kan finde sted senest 1. marts 2018.
”Vi vil præsentere kvalitetskoncerter med danske og internationale kunstnere inden for et bredt spektrum af genrer – og kombinere det med arrangementer inden for de områder, som vi i øvrigt har gode erfaringer med, som for eksempel foredrag, live-podcasts og comedy,” uddyber direktør for Bremen Teater Jesper Majdall i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Rag’n’Bone Man opgraderer sin koncert
Niels Hemmingsens Gade har i mere end 25 år lagt lokale til et af landets mest kendte spillesteder, Jazzhouse. Tidligere i år kunne GAFFA meddele, at Jazzhouse lukker, da spillestedet først og fremmest ønsker at bruge flere midler på præsentation og udvikling frem for på husleje.
Planen er nu, at Jazzhouse skal flytte til VerdensKulturCentrets (VKC) koncertsal på Nørrebro som et nyt styrket spillested sammen med Global ved indgangen til 2018.
LÆS OGSÅ: Jazzhouse i København lukker og flytter