Nyhed

NY KUNSTNERISK ELITE FUNDET: 13 sprudlende talenter bliver en del af karriereprogram

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det to-årige kunstneriske og karrieremæssige udviklingsprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’

Hvert år udvælger Statens Kunstfond en række kunstnere til karriereprogrammet Den Unge Kunstneriske Elite, som har til formål at udvikle kunstnernes virke og hjælpe dem på vej til at opnå fodfæste på den nationale og internationale scene.

Nu er endnu 13 deltagere udvalgt, og om baggrunden for udvælgelsen af netop de deltagere, siger Statens Kunstfond i en pressemeddelelse: 

"Udover at de besidder et stort talent inden for hver deres kunstneriske område, arbejder de med store, relevante emner, som blandt andet ophav, naturressourcer og de systemer og narrativer, som vi i vores dagligdag indgår i". 

Et stærkt ansøgerfelt 
Lise Tovesdatter Skou, som er udvalgsleder for Det Tværgående udvalg for Den Unge Kunstneriske Elite, fortæller endvidere på vegne af udvalget:

”Det har været en fornøjelse igen i år at opleve et stærkt ansøgerfelt fyldt med store kunstneriske visioner og spirende talenter inden for alle kunstarter. Kunstnerne, som vi har udvalgt, har en eksperimenterende tilgang til deres materiale og arbejder på følsom vis med globale og presserende spørgsmål. Vi glæder os over at kunne give dem et ekstra løft og til at følge dem på deres vej videre i karrieren.”

De 13 udvalgte talenter bevæger sig i genrefelter i alt fra skuespil, danseskole, opera, litteratur, journalistik, arkitektur, film, scenekunst og meget mere. 

Musikgenren er repræsenteret ved Luna Ersahin, musiker og forsanger i bandet AySay, der blandt andet har skabt sig et navn med sin livlige musikalske fremstilling af, hvad det vil sige at være en kurdisk-dansk kvinde i Danmark anno 2023. Gennem hendes optrædener ønsker hun at bidrage til en øget forståelse for forskellighed og mangfoldighed, der kan skabe en samfundsmæssig positiv effekt.

AySay var forsideaktuelle i GAFFA i sidste måned, og du kan læse hele det eksklusive interview med dem her. 

ANNONCE